Pressemeddelelse

Arla hæver prisen til andelshaverne

Fra og med 30. november får Arlas andelshavere 10 øre mere for mælken. Det besluttede Arlas bestyrelse i dag, tirsdag 17. november.

Nu hæver Arla prisen til andelshaverne. Den nye Arlanotering for december bliver dermed 229,3 øre pr. kg konventionel mælk og 287,2 øre for økomælk. Baggrunden for stigningen er den positive udvikling på industrimarkedet, hvor især priserne på sødmælks- og skummetmælkspulver er steget de seneste måneder.

Stigende verdensmarkedspriser
Arla gennemførte den seneste prisstigning 5. oktober – dengang med 10 øre. Den stigning var også baseret på de stigende verdensmarkedspriser inden for industriprodukter.
 
”Hos andelshaverne er der stort behov for en bedre mælkepris, og nu kom muligheden for at sætte prisen op, takket være den forbedrede situation på verdensmarkedet,” siger Arla Foods’ adm. dir. Peder Tuborgh.

Stadig meget hårde markedsforhold
Han lægger ikke skjul på, at 2009 har været og stadig er et rigtigt hårdt år for selskabet Arla og dets andelshavere, og han understreger, at der stadig er meget hårde markedsforhold.

”Vi kæmper hver dag for at holde omkostningerne nede samtidig med, at vi træder på speederen for at skabe indtjening på markederne. Selvom industrisiden går bedre nu, er det nødvendigt med et forbedret prisniveau på detailmarkedet, hvis vi skal kunne give vores ejere yderligere prisforbedringer. Det er ikke let at komme igennem med, men vi arbejder hårdt på at lykkes med det.”

Prisforhøjelsen påvirker ikke prognosen for årsresultatet
Den prisforhøjelse, som nu gennemføres, påvirker ikke prognosen om et årsresultat i Arla Foods på cirka 900 mio. kr.
”Vi skal holde det resultatniveau, hvilket betyder, at der er mulighed for en ordentlig efterbetaling og konsolidering, når året er omme,” siger Peder Tuborgh.
 
For mere information, kontakt venligst 
Astrid Gade Nielsen, 
Kommunikationsdirektør,
tel: +45 98 38 10 09,
mobil: +45 40 95 10 09, 
mail: astrid.gade.nielsen@arlafoods.com

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager