Pressemeddelelse

Mobilt mælkepulverpakkeri til Afrika

Modules.WebCore.Models.ViewModels.Layout.MultilineHeadingViewModel

Tre sammenbyggede 40-fods containere danner rammen om et nyt mobilt mælkepulverpakkeri, som Arla har udviklet for at gøre det mere fleksibelt at afprøve nye markeder i Afrika.

Pakkeriet sendes om kort tid fra Arla Foods Akafa i Danmark til Elfenbenskysten, hvor Arla sammen med en lokal samarbejdspartner vil sælge mælkepulver i små forbrugerpakker.

”Når vi skal afprøve nye markeder, er det vigtigt at være tæt på, så vi nemt kan skrue op og ned for produktionen afhængig af efterspørgslen. Med det nye mobilpakkeri undgår vi at bygge et permanent anlæg før vi kender markedet”, siger Bent Strandfelt, der er ansvarlig for indretning af Arlas pakkerier.

Grøn energi fra solceller

Pakkeriet er på i alt 90 kvadratmeter, og er malet i en afdæmpet gul farve. Indvendig er containerne beklædt med rengøringsvenlige gråmeleret vinyl på gulve og vægge. Taget er beklædt med 96 solpaneler, som gør pakkeriet selvforsynende med energi.

Solpanelerne kan levere energi til 12 timers produktion om dagen samt til tre timers oplagret strøm. Alle samlinger er svejset så tæt, at insekter og kryb holdes ude, og ventilationsanlægget sørger for en inde-temperatur på max 25 grader.

De tre rum er indrettet til at kunne modtage paller med 40 sække mælkepulver á 25 kilo. Mælkepulveret leveres af danske Akafa. Sækkene tømmes i en stor tragt, som via et lukket rørsystem sender mælkepulveret til en posefylder. Her pakkes pulveret i forbrugerpakker á 25 gram, svarende til 1 glas mælk. Pakkeriet er desuden indrettet med laboratorium samt omklædnings- og toiletfaciliteter.

Kører efter europæiske standarder

Mobilpakkeriet opstilles hos Arlas samarbejdspartner i Elfenbenskystens hovedstad Abidjan, hvor det vil blive drevet af syv lokale medarbejdere.

”Vi sørger for, at medarbejderne ansættes under forhold, der lever op til gældende europæiske standarder for både fødevarehygiejne og arbejdsmiljøregler”, siger Bent Strandfelt.

Det nye mobilpakkeri skal efter planen være i drift 1. oktober i år.

Se video, der viser hvordan pakkeriet fungerer under relateret materiale nedenfor...

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager

Download Billeder & Videoer