Pressemeddelelse

Hverdagen udfordrer børnefamiliernes madlavning

Modules.WebCore.Models.ViewModels.Layout.MultilineHeadingViewModel

Skoleferien er slut, og hverdagen truer igen. Det betyder arbejde, afhentning af børnene i institutionerne og praktiske gøremål. Og midt i hverdagens travlhed kan aftensmaden være en udfordring. Således savner mere end hver anden børnefamilie inspiration til madlavning til hverdag, og hver tredje familie synes, at det er svært at planlægge indkøb til hverdagsmaden. Men der findes gode genveje, lyder det fra Karolines Køkken.

Det er ved at være slut med sommerhus, charterrejser og lange dage på stranden. For snart lakker sommerferien mod enden, og skolerne igen ringer ind. Og dermed følger hverdagens trummerum med planlægning, praktik og pligter. Det gælder også aftensmaden, som er en udfordring for mange danske børnefamilier. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Karolines Køkken foretaget gennem Epinions Danmarkspanel.

For i en travl hverdag kan det knibe med at finde på spændende hverdagsmad. Således peger hele seks ud af ti børnefamilier på, at de savner inspiration til madlavningen i hverdagen. Samtidig mener knap hver tredje børnefamilie, at det er svært at planlægge indkøb i hverdagen. Men heldigvis ligger løsningen lige for. Der findes nemlig mange gode genveje til et godt og velsmagende aftensmåltid.

”Det behøver ikke at være tidskrævende at servere et godt aftensmåltid. I dag har vi så mange gode og sunde genveje, at det er oplagt at bruge dem i en snæver vending, uden at maden er et på kompromis på hverken smag eller kvalitet. Du kan fx bruge frosne grøntsager i wokken, en færdiglavet dej til pizza eller tærte eller en færdiglavet sauce til pastaen eller kartoflerne,” siger Tove Færch og tilføjer:

”Og faktisk er det helt normalt at bruge genveje. For mere end syv ud af ti børnefamilier bruger mindst én gang om ugen færdige eller halvfærdige produkter i madlavningen. Fx bruger knap syv ud af ti færdige supper, seks ud af ti bruger færdiglavet dej og godt halvdelen af børnefamilierne køber færdiglavede saucer.”

Pasta med kødsovs er kongen af hverdagsmad

Undersøgelsen afslører også danskernes favoritretter til hverdag. Og her indtager pasta med kødsovs en solid førsteplads. Retten er nemlig ofte på bordet hos hele syv ud af ti danskere. Mest elsket er den hos børnefamilierne, hvor retten jævnligt er på bordet hos otte ud af ti. Derudover er stegt kylling, frikadeller og lasagne populært på danskernes hverdagsmenu.

”Vi ser år for år, at den mest populære hverdagsret er pasta med kødsovs. Og det er faktisk en rigtig god ret. Du kan få mange grøntsager i måltidet og variere retten. Man kan fx rive squash eller gulerod i saucen, eller servere den på lynstegte grøntsager. Og det er samtidig en god anledning til at lave store portioner, der fx kan blive til lasagne eller fyld til madpandekager,” siger Tove Færch.

Netop mængden af grøntsager er noget, danskerne går mere og mere op, fordi sundhed fylder stadigt mere på dagsordenen. Hver tredje dansker ønsker således at spise flere grøntsager, end de gør i dag, viser undersøgelsen.

FAKTA

Om undersøgelsen:

Befolkningsundersøgelsen baserer sig på 1.005 webinterviews indsamlet via Epinions Danmarkspanel i perioden 29. januar til 9. februar 2016. Resultaterne er repræsentative for den danske befolkning i forhold til køn, alder, uddannelse og region.

Top 5 over danskernes favoritretter til hverdag:

  1. Pasta med kødsovs: 68 pct. (Hos børnefamilierne stiger tallet til 80 pct.)
  2. Stegt kylling (pande eller ovn): 65 pct.
  3. Frikadeller: 61 pct.
  4. Lasagne: 56 pct.
  5. Suppe: 52 pct.
  • 55 pct. af børnefamilierne er enige eller delvist enige i, at de mangler inspiration til madlavning i hverdagen.27 pct. af børnefamilierne er enige eller delvist enige i, at det er svært at planlægge indkøb til madlavningen i hverdagen.
  • 74 pct. af børnefamilierne bruger færdige eller delvist færdige produkter, når de laver aftensmad i hverdagene.
  • 34 pct. af danskerne vil gerne spise flere grøntsager, end de gør i dag. 

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager

Download Billeder & Videoer