Pressemeddelelse

Danskerne flokkes om den kølende sommerklassiker: Koldskålssalget når nye højder i sommervarmen

Modules.WebCore.Models.ViewModels.Layout.MultilineHeadingViewModel

April, maj og juni 2020 har budt på varme temperaturer og det højeste antal solskinstimer nogensinde ifølge DMI. Den tidlige sommervarme har fået danskerne til at flokkes om kølediskene efter kølende koldskål, og nu har Arla gjort salget af sommerklassikeren op. Koldskålssalget i april, maj og juni er hele 17 procent højere end samme periode i 2019, og faktisk oplever mejerigiganten det næstbedste koldskålsforår i nyere tid.

Forårsvejret har vist sig fra sin lune side i år. I april, maj og juni 2020 har danskerne kunne nyde godt af varme temperaturer og det højeste antal solskinstimer nogensinde ifølge DMI. Og i takt med at temperaturerne stiger, og solen skinner fra en skyfri himmel, stiger danskernes lyst til koldskål markant.

Sammenhængen mellem godt vejr og salget af koldskål er ikke til at tage fejl af, når man ser på Arlas koldskålssalg i april, maj og juni 2020. Der blev nemlig solgt ikke mindre end 6,54 mio. liter koldskål til danskerne. Til sammenligning blev der i samme periode sidste år solgt 5,59 mio. liter koldskål.

Hos Arla, der er en af landets største koldskålsproducenter, glæder de sig over det dejlige sommervejr:

”For rigtig mange danskere er en skål kølig koldskål med knasende kammerjunkere indbegrebet af sommer og den oplagte spise i sommervarmen. Vi kan se, at koldskålssalget de seneste tre måneder er hele 17 procent højere end samme periode sidste år, og det flugter med forårets solrige og lune vejr,” siger Ditte Søndergaard Nielsen, ansvarlig for koldskål i Arla, og fortsætter:

”Årets koldskålssalg er faktisk det næstbedste i nyere tid – kun overgået af 2018, hvor vejret var usædvanligt varmt og solrigt, hvilket fik koldskålssalget til at slå alle rekorder.”

Sådan laver du hjemmelavet koldskål

Hvis man er tilhænger af færdiglavet koldskål, producerer Arla flere varianter af koldskål, blandt andet en koldskål med tykmælk og æg, små koldskål i portionsstørrelser, en økologisk variant, koldskål med jordbær samt en fedtfattig og laktosefri koldskål.

Men er du mere til den hjemmelavede slags, kan du på blot 15 minutter lave din egen koldskål med nedenstående opskrift.

Ingredienser Fremgangsmåde
2 æggeblommer
3 spsk. sukker
Kornene fra ½ vaniljestang

2 spsk. citronsaft
½ liter kærnemælk
½ liter tykmælk

Tilbehør: Kammerjunkere

1. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn lyst og luftigt.
2. Tilsæt citronsaft, kærnemælk og tykmælk.
3. Rør det hele godt sammen og stil koldskålen tildækket i køleskabet, indtil det skal serveres.
4. Smag til inden servering.

Salget af koldskål i Danmark:

  • Fra uge 14 til uge 24 i 2019 blev der solgt 5.594.559 liter Arla-koldskål
  • Fra uge 14 til uge 24 i 2020 blev der solgt 6.546.009 liter Arla-koldskål
  • Det er en stigning på 17 procent fra 2019 til 2020.

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 9.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Jesper Skovlund
Primær kontaktperson

Jesper SkovlundPressechef

Download Billeder & Videoer