Pressemeddelelse

Arla ØKO-mælk får Hjertemærkets højeste kvalitetsstempel

Modules.WebCore.Models.ViewModels.Layout.MultilineHeadingViewModel

Hvert år køber danskerne ca. 60 millioner kg. Arla ØKO-mælk. Og nu er der godt nyt til alle, der har ekstra meget fokus på dyrevelfærd, når de tager mælk fra køledisken. Nu får al frisk mælk i Arla ØKO-serien nemlig tre dyrevelfærdshjerter på kartonen. Det betyder, at en række af Arlas danske økologiske landmænd lever op til det højeste niveau af dyrevelfærd i Fødevarestyrelsens mærkningsordning, Hjertemærket.

77 procent af danskerne går op i dyrevelfærd. Det viser en undersøgelse lavet af YouGov på vegne af Miljø- og Fødevareministeriet. Derfor er mange af os helt sikkert allerede opmærksomme på det grønne Hjertemærke, som i dag findes på mejeriprodukter, gris, oksekød og kylling. Mærket har til formål at gøre det nemmere at gennemskue, hvor høj dyrevelfærd et produkt er produceret under.

Nu skruer en lang række af Arlas økologiske landmænd i Danmark yderligere op for dyrevelfærden ved blandt andet at give køerne ekstra meget plads at boltre sig på. Dermed får Arla tre hjerter på frisk mælk i Arla ØKO-serien, hvilket er ordningens højeste kvalitetsstempel. Det sker blot ét år efter, at Hjertemærket blev introduceret til også at omfatte mejeriprodukter.

”Vi er glade for, at vi nu kan levere frisk mælk, der lever op til kravene for tre hjerter i Hjertemærket. Det er først og fremmest rigtig godt for køerne. Og så giver de nye produkter danskerne mulighed for at vælge mejeriprodukter i supermarkedet, som lever op de højeste kvalitetskrav for dyrevelfærd. Det ved vi, er vigtigt for mange danskere,” siger Anne Kjeldsen, kategoridirektør for mælk hos Arla.

Også yoghurt og skyr i Arla ØKO-serien vil overgå til tre hjerter i løbet af året. Og fra august 2025 vil alle Arlas økologiske produkter produceret i Danmark leve op til de tre hjerter.

Dyrevelfærd i verdensklasse

Forskellen fra to til tre hjerter, som har prydet Arla ØKO-mælken det seneste år, er blandt andet et øget pladskrav i staldene fra 6 kvm pr. ko til henholdsvis 6,6 kvm for små racer og 8 kvm pr. ko for store racer. Heraf kan 2 kvm udgøres af udeareal, der er til rådighed til motion. Derudover lever de økologiske landmænd, som leverer mælk med tre hjerter, allerede op til kravene om fx fri bevægelighed for køerne, at køerne kommer på græs i sommerhalvåret samt god hygiejne i staldene. Dette er nemlig også blandt kravene for 2 hjerter i hjertemærkningsordningen.

Det er dog ikke nyt for Arlas landmænd at arbejde med dyrevelfærd. Siden 2003 har Arla haft kvalitetsprogrammet ArlaGården, som understøtter landmændenes arbejde med god dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og mælk af høj kvalitet.

”Arlas landmænd arbejder hver dag på at sikre de bedste rammer for køerne. Det er en af grundene til, at Arla har kvalitetsprogrammet ArlaGården, hvor landmændene i mange år har arbejdet seriøst med dyrevelfærd,” siger Anne Kjeldsen og fortsætter:

”De høje standarder i Arla er en streg under, at dyrevelfærd er højt prioriteret blandt Arlas landmænd. Derfor er vi også glade for Hjertemærket, som er med til at synliggøre landmændenes gode arbejde med hele tiden at forbedre køernes trivsel.”

Alle Arlas økologiske produkter har siden foråret 2020, da Hjertemærket blev indført på mejeriprodukter, levet op til de to hjerter.

Faktaark:

  • Danskerne køber årligt ca. 60 millioner kg. Arla ØKO frisk mælk.
  • Arla ØKO frisk mælk får tre hjerter på kartonen fra uge 24.
  • Arla ØKO yoghurt og skyr vil overgå til tre hjerter i løbet af året.
  • Fra august 2025 vil alle Arlas økologiske produkter produceret i Danmark leve op til de tre hjerter.

Her er nogle af kravene til Hjertemærket

  • Et hjerte: Mejeriprodukterne stammer fra besætninger, hvor kalvene har fået en længere mælkefodringsperiode og har haft bedre staldforhold end konventionelle kalve. Bindestalde er desuden ikke tilladt, da køerne skal kunne bevæge sig frit.
  • To hjerter: Her er krav om 6 kvm plads pr ko i relation til totalområdet som køerne opholder sig i stalden mellem malkningerne, kalvenes mælkefodringsperiode har været længere, og køerne er på græs om sommeren.
  • Tre hjerter: Alle hundyr over 6 måneder skal have adgang til græs i sommerperioden, der skal være minimum 24 timers samvær mellem kalv og ko inden adskillelse, og pladskravet er yderligere skærpet til minimum 8 kvm pr ko for store racer og 6,6 kvm for små racer.

Se den fulde liste over Fødevarestyrelsens krav her

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 9.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager

Download Billeder & Videoer