Pressemeddelelse

Madlejrskole når milepæl: Nu er 10.000 børn blevet klogere på mad og sundhed

Modules.WebCore.Models.ViewModels.Layout.MultilineHeadingViewModel

De fleste børn dækker kun bord, hvis de overhovedet hjælper til med aftensmaden, viser undersøgelse. Derfor er der hårdt brug for Arla Fondens madlejrskole, der nu siger velkommen til elev nummer 10.000 siden begyndelsen i 2014. Børnene er blevet madmodige og rustet til at tage vare på deres egen sundhed på en bæredygtig måde.

I dag kommer en helt særlig elev på Arla Fondens MADlejrskole i Helnæs. Elev nummer 10.000.

Så mange børn fra hele landet, har nemlig været på Arla Fondens madlejrskole for skoleelever fra 6. til 8. klasse siden 2014. Dermed er i alt 10.000 elever nu blandt andet blevet sat til at filetere en friskfanget fisk, finde på nye retter med grøntsager og lave mad af rester fra madlejrskolens andre dage.

De 10.000 elever har lavet mad af over 50.000 æg, 13.000 fladfisk, 8.000 kilo mel og 4.000 kilo gulerødder. Dermed er børnene blevet kloge på mad, nye grøntsager, nye tilberedningsmåder og på, hvordan man undgår madspild. Og forhåbentlig er de blevet selvhjulpne og har fået succesoplevelser, der giver lyst og gåpåmod i køkkenet – også når de kommer hjem.

Det er Arla Fonden, der står bag MADlejren på Helnæs på Sydfyn og i Højer i Sønderjylland. På begge madlejrskoler laver børnene al deres mad selv i den uge, de er på besøg. Direktør Sanne Vinther er begejstret og stolt over milepælen.

”Det er fantastisk, at vi har fået 10.000 børn og unge til at dykke ned i madvarer og råvarer, og at de har oplevet det dejlige i at lave mad. De her børn er jo taget hjem til deres familier, hvor de har givet deres viden og lyst til madlavning videre til både forældre og søskende. Så det er jo faktisk 10.000 familier, der er blevet påvirket gennem de sidste syv år,” siger Sanne Vinther.

En indsats der virker

Formålet med MADlejr er at give danske børn viden om sund mad og bæredygtig madlavning, som de kan bære med sig ind i voksenlivet. Det sikrer dem en sundere livsstil, når de lærer at tage vare på egen sundhed, ligesom det kan støtte op om bæredygtig adfærd.

At indlæringen og inspirationen er nødvendig viser Arla Fondens egen store analyse, Børn, Unge og Mad, hvor godt 1.000 børn i aldersgruppen hvert år besvarer et spørgeskema. Hermed leverer eleverne fra 6. – 8. klasse et unikt indblik i børn og unges tanker og erfaringer med mad, som ikke findes tilsvarende andre steder. I 2021 svarede børnene blandt andet, at kun 21 procent havde været med til at lave maden fra start til slut sidst de hjalp med aftensmaden. Oftest blev de sat til at dække bord, selvom de helst vil lave mad. Læs mere om undersøgelsen på www.bornungeogmad.dk

”Arla Fonden arbejder for at øge børns viden om og lyst til at lave mad. Undersøgelsen har givet os en ny forståelse af børnene, der i sidste ende kommer børnene til gavn. Og det er tiltrængt. For tallene viser, at for mange børn ikke kommer med i køkkenet derhjemme,” siger Sanne Vinther.

Sanne Vinther har gennem årene tilbragt rigtig meget tid i køkkenet med de unge på MADlejr, og uge efter uge har hun set børnene ændre holdning til køkkenet og maden.

”Mange danske børn ved ikke, hvordan man finder rundt i et køkken og har et meget lavt kendskab til råvarer. Men der sker noget med deres tankesæt, når de kommer på MADlejr. De bliver pludselig madmodige og nysgerrige og kan godt spise broccoli eller fisk, når de har været med til at lave det selv,” siger Sanne Vinther.

Efter over et år hvor køkkenerne har stået tomme, grundet Covid19, åbnede de to MADlejre igen d. 5. januar i år. Der er nu igen fuld gang i køkkenerne hvor børnene samles i fællesskaber omkring mad, madmod og madglæde.

Arla Fondens madlejrskolerne har haft 10.000 elever igennem

Eleverne har blandt andet brugt:

  • 52.210 æg
  • 13.620 fladfisk
  • 8.626 kg mel
  • 4.540 kg gulerødder
  • 454 klasser har været på besøg
  • De har haft 938 lærere med

Fakta om MADlejr

  • 90 procent af eleverne på MADlejr mener, at de får højt udbytte af undervisningen
  • Over 90 procent af lærerne fra de besøgende skoler siger, at de bliver inspireret til deres egen og efterfølgende undervisning.
  • MADlejr Højer i Sønderjylland åbnede for elever i januar 2020 og MADlejr Helnæs i 2014.

Tallene stammer fra en spørgeskemaundersøgelse, hvor flere end 4.000 elever er blevet spurgt om deres oplevelse af MADlejr i løbet af tre års undervisningsforløb.

Om Arla Fonden og MADlejr

Arla Fonden blev etableret i 2012 af Arla Foods, som hvert år donerer 10 millioner kroner til fonden. Arla Fonden kan ikke søges, da midlerne primært bruges til at drive MADlejr Helnæs på Sydfyn og MADlejr Højer i Sønderjylland og lignende aktiviteter med fokus på madkultur og maddannelse for skoleelever fra 6. til 8. klasse fra hele landet.

MADlejr er et nøje tilrettelagt forløb, der er bygget op over tre faser, hvor elever og lærere bliver involveret fra start til slut – med en helt særlig lejrskole som omdrejningspunkt. Før en MADlejr sættes emnerne mad, sundhed og natur på skoleskemaet. Under MADlejr arbejder eleverne med måltider, råvarer, sundhed og bæredygtighed gennem en lang række forskellige aktiviteter. Og efter MADlejr skal klassen arbejde videre med temaerne, bl.a. via en udfordring, som de får med sig fra opholdet.

Læs mere om Arla Fonden og MADlejr på www.arlafonden.dk og www.madlejr.dk

Om rapporten: Børn, Unge og Mad

Børn, Unge og Mad er en årligt tilbagevendende analyse, der skal være med til at fremme Arla Fondens formål: At fremme almen maddannelse, bedre madvaner og en sund livsstil blandt børn og unge.

Arla Fonden driver to madlejrskoler, og har via de godt 3.000 danske skoleelever, der hvert år besøger de to madlejre, en helt unik adgang til en gruppe, som ellers kan være svære at få i tale.

Ved at spørge ind til madlavning, madmod, måltidssituation i hjemmet og klimatænkning i maden, får Arla Fonden et helt enestående billede af de unges tanker, følelser og erfaringer med mad. Den adgang til at give børn og unge en stemme findes ingen andre steder i dag. Samtidig spørges et bredt udvalg af forældre om deres tanker om de samme områder.

Læs mere om rapporten Børn, Unge og Mad på www.bornungeogmad.dk

Kontakt

Arla Fonden
Direktør Sanne Vinther
Tlf. 4033 2333
Mail: sanne.vinther@arlafonden.dk

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8900 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager

Download Billeder & Videoer