Pressemeddelelse

Navnet er Efterglød: Osten bliver kvalt. Og det gør den levende, givende og gavmild

Modules.WebCore.Models.ViewModels.Layout.MultilineHeadingViewModel

En ny ost står på skuldrene af Unika klassikeren Havgus. Den er givende og gavmild og leverer umiddelbar smag, selvom den undervejs i sin tilblivelse bliver kvalt. Navnet er Efterglød.

EFTERGLØD, Tistrup Mejeri.

Havgus er efterhånden blevet en osteklassiker fra Arla Unika og en af de mest efterspurgte. Med sin let tørre tekstur er den nærig med smagen i de første sekunder, før den buldrer derudaf.

Nu har Arla Unika lavet osten Efterglød. Den er udsprunget af ønsket om at lave en blødere og mere smidig ost, der frigiver den velkendte smag fra Havgus hurtigt og gavmildt, og som åbner op for nye anvendelsesmuligheder. Det er en levende ost, der giver en umiddelbar og velafstemt smagsoplevelse.

Jo tørrere en ost er, jo længere tid tager det, før smagen folder sig ud i munden. Efterglød er modsat.

”Men kan vel kalde Efterglød for en våd drøm. Den har udgangspunkt i Havgus, men er mere fugtig, blød og smidig og frigiver smagen ekstremt hurtigt. Den skal ikke tygges varm, før den leverer,” siger Mads Østergaard, der er osteopfinder hos Arla Unika.

Efterglød lagres i totalt 30 uger inden den forlader mejeriet. De første 20 uger under forhold der gør, at fugtighed stille og roligt kan fordampe fra ostens overflade, hvilket er afgørende for fastheden, det karakteristiske bid og smagsoplevelsen. Efter 20 uger bliver Efterglød kvalt. Puttet i en plastikpose og vakuumsuget. Som et langt tilbageholdt åndedræt, der er med til at forhøje nydelsen.

Modningen fortsætter, men der fordamper ikke yderligere vand, hvilket sikrer en moderat skorpe, en behagelig smidighed og god nedsmeltning i munden.

Alligevel med en konsistens som en temmelig fast danbo. Måske lidt hård til en osteskærer med streng, men stadig blød nok til, at den frigiver smag med det samme.

”Osten smelter hurtigt på tungen, og giver dermed slip på aromastoffer, nedbrudt mælkeprotein og umami-smag. Smidig og cremet. Det er en levende, smagfuld ost med ungdommelig vitalitet,” siger Mads Østergaard.

Efterglød er varm, komfortabel og behagelig.

”Men ikke på en lille måde. Mere som en sofa med bred fløjl er rar at sidde i. Det er en wellness-ost,” siger Mads Østergaard, der gerne har villet skabe masser af smag uden svovlforbindelser og spidser, der skræmmer nogen væk.

Efterglød er til brød, kiks og som snolder.

Mads Østergaard minder om den basale oste-visdom. En fast ost skal ikke være for kold. Er den stuetemperatur bliver ostefedtet løsnet op og afgiver mere smag. Det gælder også Efterglød.

”En lidt højere temperatur frigør flere smagsstoffer. En ost skal opbevares køligt, men skal ud af køleren i god tid. Efterglød vil have godt af en time på køkkenbordet, før den spises,” siger Mads Østergaard.

Efterglød refererer til et lysfænomen efter solnedgang, hvor lyset kort vender tilbage med en gylden farve, som kan minde om ostens farveskala.

Kongstanke bag osten:

At skabe en anvendelig og imødekommende ost med smagen i fokus

Duft: Brunet smør, karamel, tørret abrikos og ananas.

Smag: Sødmefuld, frugtig og syrlig.

Følelse: Fast konsistens, der langsomt smelter i munden

Ostens navn: Ostens gyldne farve kan minde om den farveskala, der opstår lige før solopgang eller lige efter solnedgang, hvor solens efterglød farver himlen i gyldne toner. Som vejrfænomenet, der både kan opstå morgen og aften, kan osten også bruges i løbet af hele dagen.

Efterglød fra Arla Unika kan købes ved din lokale ostehandler, i udvalgte supermarkeder med delikatesseafdelinger, Arla Unikas butikker i Torvehallerne i København og i Klostergade i Aarhus samt på webshoppen arlaunika.dk.

Arla Unika er Arlas gastronomiske læringsrejse

I 2002 gik flere danske kokke i medierne og stillede Arla spørgsmålet: ”Hvor er mangfoldigheden og den unikke smag i jeres produkter?”

I første omgang forstod Arla ikke helt kritikken. For er det ikke en kvalitet, når man får den samme smag hver gang? Er det ikke det, der kendetegner en mærkevare?

Kokkene fastholdt kritikken. Vi lyttede, og med afsæt i det ny nordiske køkken påbegyndte vi en læringsrejse med kokkene. Det blev startskuddet for Arla Unika.

Arla Unikas produkter er udviklet i samarbejde med passionerede mejerister, eksperimenterende produktudviklere, dygtige kokke og nytænkende iværksættere. Det er i det samarbejde, vi finder inspiration og kompetencer til at udvikle nyskabende mejeriprodukter på højeste gastronomiske niveau.

Sammen får vi ideerne, fejler os frem, bliver inspireret, og prøver igen og igen. Indtil vi har skabt et Unika.

Formålet for Arla Unika er i dag, som det var i 2002, da vores læringsrejse startede. Vi vil løfte mejeri til gastronomisk verdensklasse i samarbejde med toppen af gastronomien.

Vi kalder vores mission for Nye Højder.

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8900 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Download Billeder & Videoer