Pressemeddelelse

Arla Foods offentliggør halvårsresultat for 2023: En balancegang i et nedadgående marked

Modules.WebCore.Models.ViewModels.Layout.MultilineHeadingViewModel

Som forventet var første halvår af 2023 præget af fortsat inflationspres, faldende markedspriser på mejeriprodukter og et skift i forbrugeradfærd mod discountkanaler og private label-produkter. Dette påvirkede Arlas resultater i første halvdel af 2023, men andelsselskabet var i stand til at afbøde den negative effekt af markedsdynamikken og levere en Arlaindtjening på 49,7 eurocent/kg mælk, hvilket som planlagt muliggjorde en halvårlig efterbetaling til andelshaverne på 1 eurocent/kg mælk baseret på de halvårlige mængder.

Arla-koncernen havde en omsætning på 7.067 millioner EUR i første halvår af 2023, hvilket er en stigning på 10,7 procent sammenlignet med 6.382 millioner EUR i første halvår af 2022, primært drevet af tidligere gennemførte prisstigninger i Arlas retail- og foodservice-segmenter. Omsætningen for brandede produkter steg med 6,9 procent drevet af Lurpak med 7,2 procent og Arla-brandet med 3,6 procent. Den gennemsnitlige Arlaindtjening, som udtrykker den skabte værdi per kilo ejermælk, forblev på niveau med første halvår af 2022 med en lille stigning på 0,1 eurocent/kg til 49,7 eurocent/kg. Sammenlignet med Arlaindtjeningen for hele 2022 faldt Arlaindtjeningen i første halvår af 2023 imidlertid med 5,4 eurocent/kg.

Faldende markedspriser påvirker mælkeprisen

Drevet af ændringer i markedspriserne faldt Arlas mælkepris fra sit højeste niveau nogensinde og forsøgte at finde sit nye niveau i et marked, hvor mælkeproduktionen stiger, mens forbrugerne bruger færre penge. Arlas gennemsnitlige acontomælkepris steg til 48,2 eurocent/kg i første halvdel af 2023 sammenlignet med 46,6 eurocent/kg i første halvdel af 2022 og 52,0 eurocent/kg for hele 2022.

“Som ventet satte markedsforholdene vores brandede produkter under pres. Det lykkedes os dog at beskytte vores relative markedsandele mod vores konkurrenter, og jeg er glad for, at vi som planlagt var i stand til at sikre koncernens indtjening, en konkurrencedygtig mælkepris og halvårlig efterbetaling til vores andelshavere på 1,0 eurocent/kg mælk baseret på de halvårlige mængder,” udtaler Arla Foods’ adm. direktør, Peder Tuborgh.

Arla nåede et nettoresultat på 103 millioner EUR eller 1,5 procent af omsætningen i første halvdel af 2023 sammenlignet med 3,0 procent i samme periode sidste år.

Resultater for brands

Efter år med ekstraordinær høj vækst i omsætningen af brandede produkter blev vækstraterne påvirket af ændrede forbrugermønstre. Volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands endte på -6,0 procent i første halvår af 2023 (korrigeret for effekten af frasalg af Arlas tidligere russiske forretning, ville Arlas volumendrevet omsætningsvækst for strategiske brands være -5,1 pct). Dette var primært drevet af et fald i volumener i Europa på 5,7 procent og et fald på 4,0 procent i volumenerne i forretningsområdet International.

“I løbet af første halvår af 2023 oplevede vi fortsat et inflationspres, der resulterede i, at forbrugerne bevægede sig mod discountkanaler og private label-produkter, hvilket lagde et pres på vores brandede produkter,” fortæller Arlas CFO, Torben Dahl Nyholm.

I Europa lykkedes det nogle få brands at opretholde en stærk volumenvækst på et uforudsigeligt marked. Arlas strategiske investeringer sikrede stærk volumenvækst, idet Starbucks™-forretningen voksede med 21,6 procent og Arla®Protein med 51,6 procent. På forretningsområdet International opnåede både Starbucks™ og Puck® en volumenvækst for brandede produkter på 3,3 procent.

Mod et bagtæppe af volatile markedsforhold oplevede vores foodservice-forretning en volumenvækst på -1,8 procent sammenlignet med 19,0 procent i første halvår af 2022, hvor stigningen i efterspørgslen som følge af COVID-19-nedlukningen resulterede i usædvanligt høje tal. Vi forventer positiv vækst igen i andet halvår.

Forretningsområder

Arlas forretning er opdelt i fire forretningsområder.

I Arlas europæiske forretningsområde (som omfatter Storbritannien) steg omsætningen med 15,4 procent til 4.081 millioner EUR sammenlignet med 3.535 millioner EUR i samme periode sidste år, mens den volumendrevne omsætning for brandede produkter faldt med 5,7 procent som følge af en generel markedstrend med negativ vækst for retail-kategorien på tværs af alle europæiske markeder.

Arlas forretningsområde International leverede en omsætningsfremgang på 3,6 procent til 1.243 millioner EUR. Omsætningen blev positivt påvirket af implementeringen af prisstigninger gennem 2022, som blev modvirket af en ugunstig udvikling i de vigtigste valutaer på -3,7 procent samt et underliggende fald i den volumendrevne omsætning for brandede produkter på 4.0 procent som følge af lavere efterspørgsel (korrigeret for effekten af frasalg af Arlas tidligere russiske forretning).

I Arla Foods Ingredients steg omsætningen som forventet med 10,8 procent til 513 millioner EUR sammenlignet med 463 millioner EUR i samme periode sidste år. Værdiforædlede valleproteinprodukter leverede en volumenvækst på 5,2 procent. Value-add-produkternes andel faldt fra 81,8 procent i samme periode sidste år til 80,3 procent som følge af en stigning i standardvolumener.

Der var betydeligt højere volumener i Arlas Global Industry Sales-forretning i første halvdel af 2023 drevet af større mælkeindvejning fra vores andelshavere og lavere retail-efterspørgsel i det europæiske og det internationale segment. Volumenerne steg med 33,1 procent sammenlignet med første halvdel af 2022, hvor pulverprodukter oplevede den største stigning. Volumenerne steg med 20,5 procent i forhold til ultimo 2022.

Tillægsmodellen for bæredygtighed er på plads

I 2022 introducerede Arla sin nye tillægsmodel for bæredygtighed, som skal motivere Arlas andelshavere til at gennemføre klima- og bæredygtighedsinitiativer på gårdene og belønne dem for det. I løbet af første halvår af 2023 har Arla-landmændene lært det nye videnskabeligt baserede belønningssystem at kende. I juni havde 7.300 af Arlas andelshavere, svarende til 94 procent, indsendt deres årlige klimatjek-data og uploadet næsten 30.000 dokumenter i forbindelse med registrering af bæredygtighedsaktiviteter som foderoptimering, udbringning af husdyrgødning, energioptimering og brug af vedvarende elektricitet.

“Fra 1. juli 2023 bliver tillægsmodellen en integreret del af den månedlige mælkeprisbetaling, hvilket vil give landmændene et klart og meget håndgribeligt økonomisk incitament til at reducere deres CO₂-aftryk fra måned til måned og fra år til år,” forklarer Peder Tuborgh, adm. direktør for Arla Foods.

Forventninger til 2023

Selv om Arla forventer, at markedet finder balancen, og at inflationen bløder op, er udsigterne for andet halvår fortsat præget af usikkerhed.

“Vi forventer, at inflationen og dens indflydelse på forbrugsmønstrene fortsat vil præge resten af 2023 ved at lægge pres på volumenerne for brandede produkter på de fleste markeder. Vi forventer dog, at en stigning i den underliggende kategorivækst vil bidrage til et langsomt opsving i væksten for brandede produkter,” siger Arla Foods' adm. direktør, Peder Tuborgh.

Arla har nedjusteret forventningerne til omsætningen for hele året til 13,2-13,7 milliarder euro og forventer at levere et overskud i intervallet 2,8-3,0 procent af omsætningen. Det er en indsnævring fra 2,8-3,2 procent og giver mulighed for efterbetaling i overensstemmelse med konsolideringspolitikken.

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8500 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Jonas Barfoed
Primær kontaktperson

Jonas BarfoedPressemedarbejder

Susie Munk Jensen
Primær kontaktperson

Susie Munk Jensen PR & Communication Manager

Download Billeder & Videoer