Pressemeddelelse

Hjemmedyrkede grøntsager smager bare bedre: 4 ud af 10 danskere dyrker deres egne grøntsager eller krydderurter

Modules.WebCore.Models.ViewModels.Layout.MultilineHeadingViewModel

Hjemmedyrkede grøntsager smager bedre og er et hyggeligt projekt, synes danskerne. Derfor dyrker 4 ud af 10 danskere deres egne grøntsager eller krydderurter. Det viser en ny undersøgelse fra Arla. Og danskernes kærlighed til det hjemmedyrkede taler lige ind i tidens trend, hvor emner som bæredygtighed, sundhed og fordybelse fylder, forklarer Britta Surland, der er leder af Arlas Inspirationskøkken.

Grønne krydderurter, duftende tomatplanter og friske jordbær er et hit i danskernes køkkenhaver, altankasser og vindueskarme. For det er både et hyggeligt projekt – og så smager det godt. Det mener i hvert fald 4 ud af 10 danskere, der i en ny undersøgelse fra Arla, fortæller, at de dyrker deres egne grøntsager eller krydderurter.

Ifølge Britta Surland, der er leder af Arlas inspirationskøkken, er det en tendens, der har fået vind under vingerne de seneste år.

”Det er skønt at se, at så mange danskere dyrker grønt derhjemme. Jeg tror, der er flere årsager til det. Blandt andet, at bæredygtighed fylder meget for danskerne, og at vi er mere optagede af, hvor den mad, vi spiser, kommer fra. Og så er der bare noget hyggeligt ved at fordybe sig i naturens proces fra jord til bord, hvilket jeg tror, tiltaler mange,” siger Britta Surland og fortsætter:

”Samtidig kan vi se i undersøgelsen, at 8 ud af 10 danskere går op i at spise frugt og grønt i sæson. Og en af de bedste måder at gøre det på, er ved at få jord under neglene og dyrke det selv. Så på den måde taler hjemmedyrkede grøntsager også ind i danskernes fokus på bæredygtighed og sundhed.”

Hjemmedyrkede grøntsager har en unik smag

Det er især selve projektet i at gå og passe køkkenhaven og urtekrukkerne, der tiltaler danskerne. Det svarer 65 procent af de danskere, der selv dyrker grøntsager og krydderurter.

Men smagen spiller også en rolle. 50 procent svarer, at de selv dyrker grøntsager og krydderurter, fordi det smager bedre. Og det er Britta Surland helt enig i.

”Det smager fantastisk. Når du dyrker det selv, er det jo bare gødning, vand og sol. Intet andet. Det giver bare en helt unik friskhed, at råvarerne ikke skal transporteres, men blot hives af jorden og lægges direkte på køkkenbordet,” siger hun.

Samtidig forstår hun til fulde, hvorfor det hyggelige aspekt af projektet kan være nok til at tiltrække danskerne.

”Det fede er, at du selv kan bestemme, hvor ambitiøs du vil være. Nogen har tiden og overskuddet til at lægge meget energi i processen og nørde, hvordan de får den bedste og største køkkenhave. For andre er det nok med en lille plante i vindueskarmen, som de vander og nusser om i ny og næ,” siger Britta Surland.

Tag børnene med i køkkenhaven og se deres madmod spire

Det er også et oplagt projekt at inddrage børnene i, forklarer Britta Surland og uddyber fordelene:

”Og så gør det også børnene madmodige, fordi de får lov at plante noget, som de ser komme op af jorden og ende på tallerkenen. Så vil de pludselig gerne smage spinaten, fordi de selv har dyrket den,” siger hun og tilføjer:

”Og så er det bare utroligt givende at have et projekt sammen i familien. Tid i haven er tid væk fra skærmen og tid til hygge og gode snakke.”

Fire gode råd til dig, der gerne vil dyrke dine egne krydderurter og grøntsager

1. Start i det små

Du behøver hverken grønne fingre eller at være et gastronomisk geni for at komme i gang med at dyrke dine egne grøntsager og krydderurter. Og det kræver heller ikke nødvendigvis en hel køkkenhave at dyrke noget selv. En vindueskarm eller altankasse kan sagtens gøre det. Her er det oplagt at så karse, basilikum eller de populære chiafrø. Start i det små, og udvid sortimentet, hvis du får smag for det.

2. Sørg for en succesfuld start

Er du ny med de hjemmedyrkede grøntsager, så start med dem, du nemt får succes med. Det er blandt andet kartofler, gulerødder, radiser, salat, squash, løg og ærter. Er du mere til krydderurter, så start med fx karse, purløg, mynte, timian, oregano og salvie.

3. Få meget ud af lidt

Har du have, så sørg for at have purløg, løvstikke og rabarber. Det kommer op år efter år. Når du har plantet det en enkelt gang, kommer det igen, og det passer sig selv. Når du køber krydderurter i potte i butik, fx purløg, løvstikke, oregano og mynte, så sørg for at omplante det til en krukke. Så skyder den op igen næste år.

4. Indtænk råvarerne i madlavningen

Projektet bliver kun sjovere, hvis det, du dyrker, bliver brugt. Så begynd at tænke de hjemmedyrkede grøntsager og krydderurter ind i din madlavning. Når først du begynder at tænke over, hvilke retter og smagskombinationer, du kan få ud af råvarerne, bliver det automatisk sjovere, samtidig med at du får erfaring og dygtiggør dig.

Få overblik over sæsonens råvarer med Arlas råvarekalender og find inspiration til at tage råvarerne i brug i det store opskriftsunivers på Arla.dk.

Nøgletal fra befolkningsundersøgelsen

  • 4 ud af 10 danskere dyrker selv deres egne krydderurter eller grøntsager
    • Af den andel siger 65 procent, at de gør det, fordi det er et hyggeligt projekt
    • Af den andel siger 50 procent, de gør det, fordi det smager bedre
  • 79 procent af danskerne går op i at spise frugt og grøntsager i sæson (i meget høj grad, i høj grad og i nogen grad
  • Det dyrker danskerne selv:
    • Krydderurter: 84 procent
    • Tomater: 57 procent
    • Agurk: 36 procent
    • Kartofler: 33 procent
    • Salat: 26 procent
    • Ærter: 23 procent
    • Kål: 13 procent

Om befolkningsundersøgelsen
Befolkningsundersøgelsen baserer sig på cirka 2.000 webinterviews af 18-75-årige danskere indsamlet via Norstats panel i perioden 16. januar - 26 januar 2023. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse. Fuld repræsentativitet på de fire baggrundsvariable er sikret ved efterfølgende vægtning.

For mere information, kontakt venligst:
Carina Østergaard, PR-Manager Arla Danmark
Mail: caoes@arlafoods.com
Telefon: 91 31 16 01

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8500 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Primær kontaktperson

Arla Pressevagt

Kun henvendelser fra pressen.

Download Billeder & Videoer