Macarons

Macarons

60+ min
Fryseegnet
Macarons er små sprøde kager, som er lavet af italiensk marengs. Bundene er bagt med kakao og er lagt sammen med en lækker chokoladeganache. Når du bider i en macaron skal den føles sprød uden på og blød inden i - og den har godt af, at trække et døgns tid, så fyldet sætter sig. Macarons kræver, at du er sirlig i din fremgangsmåde, men så bliver du også belønnet med små elegante kager, der kan serveres til en hver lejlighed, året rundt.
https://www.arla.dk/opskrifter/macarons/

Sådan gør du

Ganache
  • Hak chokoladen fint og kom den i en skål.
  • Bring fløden i kog under omrøring i en lille, tykbundet gryde. Hæld den over chokoladen og lad det stå ca. 3 min. - uden omrøring. Rør derefter ganachen sammen, til den er ensartet og glat.
  • Dæk den med plastfilm - helt nede ved overfladen, så der ikke dannes kondens. Stil ganachen tildækket i køleskabet til du skal bruge den eller ca. 2 timer.
Kakaobunde
  • Tegn 60 cirkler på størrelse med en 10-krone på bagsiden af 2-3 stykker bagepapir. Vær opmærksom at kagerne skal kunne ligge fladt på bagepladen. Cirklerne må gerne være ret tæt på hinanden, da bundene ikke flyder ud, men kun hæver.
  • Sigt mandelmel, flormelis og kakao i en skål - i en ikke for finmasket si.
  • Tilsæt 2 æggehvider og rør til en ensartet blanding med en dejskraber.
  • Pisk de resterende æggehvider i en anden skål til de er stive. Tilsæt 50 g sukker og pisk i ca. 1 min.
  • Bring resten af sukkeret og vand i kog i en tykbundet gryde. Mål med et stegetermometer sukkerlagens temperatur - den skal være 118°.
  • Hæld sukkerlagen i en tynd stråle i skålen med æggehvider og pisk ved lav hastighed - sørg for at hælde den varme lage ned langs skålens kant, så det ikke sprøjter. Pisk videre ved lav hastighed indtil marengsen er afkølet.
  • Kom halvdelen af marengsen i mandelblandingen og rør det godt sammen til det er ensfarvet. Vend forsigtigt resten af marengsen i med en dejskraber - pas på ikke at slå alt luften ud af blandingen.
  • Kom dejen i en sprøjtepose med en rund tylle og sprøjt den ud til små bunde i de cirkler, du har tegnet. Bank lufthullerne ud af dejen ved at banke bagepladen hårdt ned i bordet et par gange. Lad bundene tørre på køkkenbordet ca. ½ time - det er vigtigt at de får en tør overflade, så de ikke flyder ud under bagning.
  • Bag en plade ad gangen midt i ovnen. Lad bundene køle af på en bagerist.
Sådan lægger du macarons sammen
  • Kom ganachen i en sprøjtepose med en rund tylle. Hvis ganachen er blevet for fast, kan du varme den med dine hænder, eller lade den ligge på køkkenbordet til den er klar.
  • Læg de afkølede bunde sammen 2 og 2 med ganache.

Læg macarons et døgn på køl, så ganache og kakaobunde kan smelte lidt sammen. Herefter kan de holde sig ca. 5 dage på køl - gerne i en kagedåse, så de kan ånde.

Du kan også bruge mørk chokolade 70% eller tilsætte kaffe i ganachen - ca. 2 spsk instant kaffe og 1 spsk kogende vand til hele portionen. Du kan også tilsætte appelsinskal, lakrids eller havsalt.

Du kan fryse de færdige macarons, men du kan også fryse kakaobundene. Begge dele kan holde sig ca. 1 måned i fryseren.

Energiindhold for hele retten:

15541 kJ / 3714 kcal

Næringsindhold pr. 100g

1586 kJ / 379 kcal

Energifordeling
Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 1,9 g
Protein: 6,7 % 6,3 g
Kulhydrat: 46,7 % 43,5 g
Fedt: 46,6 % 20 g

Ingredienser

Ganache
175 g Mørk chokolade
1¾ dl Piskefløde
Kakaobunde
150 g Mandelmel (ca. 3¾ dl)
150 g Flormelis (ca. 3 dl)
4 tsk Kakaopulver
4 Æggehvider (ca. 120 g)
150 g Sukker (ca. 1¾ dl)
½ dl Vand