Syrnede produkter er fremstillet af mælk eller fløde, der er syrnet med forskellige mælkesyrekulturer og ofte også tilsat frugt eller frugtsaft.
Alle lande har sine traditioner, når det gælder syrnede mejeriprodukter. Typisk for de nordiske lande er udvalget af fil/tykmælk og tykmælkslignende produkter, mens syrnede produkter i Sydeuropa snarere er kendetegnet ved yoghurt og yoghurtlignende produkter.
Syrnede produkter er i Norden typisk morgen- og mellemmåltidsprodukter, og i Danmark har vi et stort udvalg af syrnede produkter.
De syrnede produkter blev i tidligere tid fremstillet på enkel vis i hjemmet, men siden 1970 har mejerierne overtaget produktionen af typiske syrnede produkter.
Produkterne fremstilles ved hjælp af mælkesyrekulturer, der giver smag, konsistens og holdbarhed til produktet.
Syrnede mælkeprodukter indeholder alle mælkens næringsstoffer, vitaminer og mineraler.
Syrnede produkttyper
Yoghurt
Ymer
Ylette
Tykmælk
A38
Cremefraiche
Fraiche
Syrnet fløde - hedder fraiche
I mange ugeblade og kogebøger skal der ifølge opskriften anvendes syrnet fløde i retten. Syrnet fløde er imidlertid en gammel betegnelse for mager cremefraiche.
I dag hedder produktet fraiche og findes i mærkerne Arla Cheasy® (6% fedt) og Arla Harmonie® (9% fedt).