Festuge i Århus


Der er et mylder af mennesker. Uret på væggen viser, at der er demonstration igen kl. 14.00, og folk er allerede begyndt at tage opstilling: ”Nye måder at anvende cremefraiche på”, står der på
 tavlen. Nogen benytter ventetiden til at ”kikke” nærmere på smagsprøverne eller få sig en kop kaffe. - ”Nummer 45, en isanretning”, lyder det fra damen i højtaleren. Hun må konkurrere med det lille 2-mands Wivex-orkester, der musicerer i et hjørne af den indendørs terrasse.

Stedet er Ridehuset i Århus, engang midt i 80’erne, og der er Festuge. Luften er tyk af munter snik-snak, musik, børneskrål og liflige dufte fra de mange ovne, komfurer, vaffeljern mm. Her regerer Karolines Køkken® og Århus Bagerlaug, og både store og små flokkes om mælkebaren, det arbejdende køkken og de muntre bagersvende, der folder den ene meter Galopkringle efter den anden. 

Der er især trængsel foran de mange stande med smagsprøver med alt lige fra ost og milkshakes til gulerodskage og kommenskringler - og også ved de små bagerdiske, hvor børnene selv kan få lov at eksperimentere med, hvordan man forvandler en klump dej til en rigtig kringle. 

"Se, nu er det en giraf-ko", lyder det fra et af de andre små borde, hvor et par mindre piger er i gang med give koen Karoline alternative farver. Andre har travlt med at få placeret krydserne rigtigt på dagens opgaveark, i håb om at kunne erobre en af dagens gevinster, fx ostekurven eller den store kransekage. 

"Hvordan kan det være, at min cremefraiche tit skiller, er det fordi den er dårlig"?, lyder det fra en en af de besøgende da demonstrationen starter. Svaret får hun serveret minuttet efter, da konsulenten pædagogisk viser, hvordan man bedst anvender syrnede mælkeprodukter i varme retter.

Festhuset

Ridehuset i Århus lagde kulisse til Karolines Køkken og Århus Bagerlaugs fælles festugearrangementer i mere end ti år, hvor det var et populært og folkeligt samlings- og hvilested på mange familiers Festugetur.

Karolines Køkken® Mission

Arlas mission er at tilbyde moderne forbrugere mælkebaserede fødevarer som skaber inspiration, tryghed og velvære.

Læs mere