Arla Lillebror Ostehaps® produceres på Birkum Mejeri nær Odense på Fyn. Mejeriet producerer smelteost-produkter for Arla, og har blandt andet specialiseret sig i produktionen af Arla Lillebror®.
Mange tror fejlagtigt, at Lillebror® Ostahaps® produceres af osteaffald. Det er ikke tilfældet. Der produceres specielle oste specifikt til Ostehaps®. Det er milde og mellemlagret oste, der har en børnevenlig ostesmag, der mest af alt minder om en Samsø-ost i smagen.
Efter endt lagring bliver osten skåret i stykker og smeltet. Osten varmes op til 100 grader, hvilket slår alle mikroorganismer ihjel, og giver den lange holdbarhed. Osten hældes direkte ned i emballagen, og pakkes efterfølgende.
Der blev i 2012 solgt 38 millioner Ostehaps® i Danmark, hvilket betyder at mejeriet i Birkum skal arbejde hurtigt for at følge med. Når produktionen kører, kan mejeriet producere cirka 16.000 Ostehaps® i timen.
I 2013 lancerer Arla en økologisk variant af Arla Lillebror Ostehaps®. Den økologiske Ostehaps® produceres ud fra samme metoder som den originale Ostehaps®, den eneste forskel er, at råvarerne er økologiske og at produktet er statskontrolleret økologisk/Ø-Mærket.