Fiskesuppe og smør-rouille

En lækker og cremet opskrift på fiskesuppe med smør-rouille.
Bedømmelse (4 vurderinger)

Min bedømmelse:

Fiskesuppe og smør-rouille

En lækker og cremet opskrift på fiskesuppe med smør-rouille.

Antal portioner

Fiskesuppe

  • 25 g smør
  • 2 spsk hvedemel
  • 1½ tsk rosenpaprika
  • 1 zittauerløg i halve skiver (ca. 50 g)
  • 1 lille knust hvidløgsfed
  • 1 gulerod i halve skrå skiver (ca. 75 g)
  • ½ fennikel i små tern (ca. 100 g)
  • 2 modne tomater i både (ca. 150 g)
  • 1½ liter fiskebouillon
  • 1 spsk groft salt
  • friskkværnet peber

Smør-rouille

  • 75 g blødt smør
  • ¼ tsk fint salt
  • 1 lille knust hvidløgsfed
  • 1 spsk friskpresset citronsaft

Fiskesuppe, fortsat

  • 400 g rødspættefileter skåret i 3 x 3 cm stykker
  • 200 g pillede rejer

Pynt

  • friske dildkviste eller fennikeltop

Tilbehør

  • 12 skiver ristet flutes

Fremgangsmåde:

Fiskesuppe

Lad smørret smelte i en stor suppegryde ved kraftig varme, men uden at det bruner. Tilsæt hvedemel og paprika. Bag det godt sammen under omrøring i ca. 2 min. Tilsæt løg, hvidløg, gulerod og fennikel og lad det sautere ved jævn varme, stadig under omrøring, i ca. 3 min. Tilsæt tomatbåde, fiskebouillon, salt og peber. Bring atter suppen i kog og kog den ved svag varme og under låg i ca. 20 min. Smag til.

Smør-rouille

Pisk smør og salt med en elpisker, til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt hvidløg, citronsaft og 2 spsk af fiskesuppen efterhånden, som der piskes. Smag til. Stil smør-rouillen tildækket i køleskabet indtil serveringen.

Fiskesuppe, fortsat

Læg forsigtigt fiskefileter og rejer ned i suppen. Tag gryden af varmen og lad suppen stå under låg i ca. 4 min., til fisken er fast og hvid.

Anret lidt af suppen i varme, dybe tallerkener og server resten i en varm terrin med låg. Smør 4 skiver flute med smør-rouille og læg en i hver tallerken. Pynt med dild og server resten af brødet og smør-rouillen til.

Kilde:
  • Energiindhold for hele retten: 8640 kJ
  • Energifordeling:
  • Fiber: 10,9 g
  • Protein: 31 %
  • Kulhydrat: 27 %
  • Fedt: 42 %
Print