Skumfiduser

Skumfiduser

Lækre hjemmelavede bløde og seje skumfiduser med solbær. Skumfiduser eller marshmallows er en lidt klistret tjans i køkkenet, men de er helt sikkert arbejdstiden værd. Grundmassen til skumfiduser kræver kun 4 ingredienser: sukker, glukosesirup, koncentreret saft og husblas. Og du kan selvfølgelig variere skumfiduserne i smag og farve.
https://www.arla.dk/opskrifter/skumfiduser/

Sådan gør du

Skumfiduser - dag 1
  • Bring sukker, glukosesirup og saft i kog i en gryde.
  • Skru ned til jævn varme og lad det koge til sukkermassen har en temperatur på 118° (brug et sukkertermometer). Kogetiden er 15-20 min.
  • Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min.
  • Tag gryden af varmen og tilsæt husblas og rør godt rundt.
  • Hæld sukkermassen i en tynd stråle i en røremaskine under konstant piskning ved høj hastighed. Pisk ca. 15 min. til skummet er meget fast og sejt. Kom det i en sprøjtepose med en stor stjernetylle.
  • Bland flormelis og majsstivelse og drys ca. halvdelen på et stykke bagepapir (dette forhindrer at skumfidusmassen klistrer fast til bagepapiret).
  • Sprøjt skumfidusmassen ud i lange pølser og drys med et godt lag af den resterende flormelis/majsstivelse blandet med bærpulver.
  • Lad dem tørre ved stuetemperatur natten over (dækket med bagepapir).
Dag 2
  • Klip skumfiduserne i mindre stykker og vend dem godt rundt i flormelisblandingen.
  • Kom dem i en bøtte og lad dem tørre ud ved stuetemperatur (uden låg) i 2-4 dage - jo flere dage de tørrer, jo sejere bliver konsistensen. Herefter skal der låg på skumfiduserne.

Vil du prøve andre smagsvarianter så tilsæt 1,5 dl vand til sukkermassen i stedet for koncentreret saft. Lad sukkermassen koge færdig og tilsæt herefter smag: Hindbærskumfiduser: Tilsæt 4 spsk fintblendet hindbærpulver til sukkermassen. Lakridsskumfiduser: Tilsæt 2 spsk lakridspulver til sukkermassen.

Energiindhold for hele retten:

7390 kJ / 1766 kcal

Næringsindhold pr. 100g

1188 kJ / 284 kcal

Energifordeling
Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 0,2 g
Protein: 3,4 % 2,4 g
Kulhydrat: 96,4 % 67,4 g
Fedt: 0,2 % 0,1 g

Ingredienser

Skumfiduser
200 g Sukker
200 g Glukosesirup
1½ dl Solbærsaft
10 blade Husblas
25 g Flormelis
25 g Majsstivelse
1 spsk Fintblendet frysetørrede bær fx solbær