Slap af! Dit barns fremtid er ikke (kun) i dine hænder

Eksperter, medier, familier, venner og bekendte – holdninger til forældrerollen er der nok af, og det kan være svært at sortere i dem, når man som nybagt forælder føler en grundlæggende usikkerhed i sin nye funktion.

Med alle de råd, formaninger og holdninger til forældrerollen vi møder, er det let at tro, at alt, vi gør, har en altafgørende indflydelse på vores børns fremtid. At der kan trækkes en lige linje fra madpakken i børnehaveklassen til studenterhuen så mange år senere.

Den forståelse kaldes forældredeterminisme. Det er et begreb, som første gang blev formuleret af Frank Furedi, der er sociolog og professor emeritus på universitetet i Kent. Herhjemme har skribent og foredragsholder for Zetland Sara Alfort skrevet om det ad flere omgange for onlinemediet. Hun har faktisk beskæftiget sig så meget med begrebet, at hun har skrevet bogen "Tænk hvis du ikke afgør dit barns fremtid", og hun tager rundt og holder foredrag om forældredeterminisme, så lad os høre hendes forklaring.

»Forældredeterminisme er forestillingen om, at alt, hvad vi gør, former vores børn. Det antal måneder jeg ammer, antal minutter i autostolen, de sange jeg synger under graviditeten. Alt sammen får afgørende betydning for barnet i forhold til dets fremtidsudvikling og muligheder.«

Selv om der selvfølgelig ikke er nogen tvivl om, at vi påvirker vores børn, så er problemet med forældredeterminismen, at vi fokuserer så meget på vores indflydelse, at vi helt glemmer de andre påvirkninger i barnets liv.

“It takes a village”

Andre omsorgspersoner, søskende, pædagoger og lærere for ikke at glemme venskaber og andre fællesskaber har også stor indflydelse på barnets udvikling, ligesom generne spiller en rolle.

»Barnet er en del af et større fællesskab og en kultur, og vi undervurderer nok, hvor meget det formes af deres andre fællesskaber. Og så formes det altså heller ikke kun i barndommen,« understreger Sara Alfort.

Der er altså mange påvirkninger, som vi forældre ikke har direkte indflydelse på, og alligevel er det ofte udelukkende forældrenes påvirkning, der er i fokus, når samtalen falder på barnets udvikling og opdragelse.

»Det er måden at omtale forældrerollen på, der er gal. Det er et meget dramatisk sprog, eksperter og medier bruger, og der bliver draget nogle meget determinerende konklusioner: Spiser du det her, sker det her. Når vi bliver bombarderet med disse ting, forsvinder proportionerne,« mener Sara Alfort.

Vi lider så at sige af “proportionsforvrængning”. Dette betyder, at når vi ser et studie, der viser, at børn, der fik en dårlig skolestart, klarer sig dårligere i begyndelsen af deres arbejdsliv, forstår vi det således, at alle børn, der får en dårlig skolestart, vil få et dårligt arbejdsliv. Og det er altså ikke rigtigt.

Et studie som det førnævnte beskriver en statistisk tendens. En forhøjet risiko for et dårligere arbejdsliv, men som bekymrede forældre, der vil vores børn det bedste, læser vi det anderledes.

Konsekvensen af forældredeterminisme er, at forældrenes fokus ligger på at følge de mange regler, samfundet, myndigheder, medier og omgangskredsen opstiller.

»Forældre halser efter anbefalingerne, og det fjerner fokus fra spørgsmålet om, hvad det gode børneliv egentlig er, og hvilke værdier jeg vil give videre til mine børn,« siger Sara Alfort.

Det er imidlertid lige præcis de spørgsmål, som bør optage os forældre. For med alle de andre påvirkninger fra fællesskaber og de erfaringer børn gør på egen hånd, er det bedste, vi kan give dem, et værdimæssigt fundament, de kan møde verden på.

Det skal nok gå

Sara Alfort kommer ikke selv med en række konkrete svar og anbefalinger, for det er præcis dét, hun mener, der er alt for mange af i forvejen.

»Det er, som om samfundet har besluttet, at løsningen på forældres usikkerhed altid er mere information, mens løsningen i virkeligheden er det modsatte. Vi skal simpelthen slappe lidt mere af,« fortæller Sara Alfort, som synes, at vi skal tale mere med hinanden i stedet for blindt at følge et regelsæt.

»Vi kan starte med at tale højt og tale sammen om forældrerollen samt hjælpe hinanden med ikke at blæse anbefalinger og videnskabelige studier ud af proportioner.«

I bund og grund bør vi minde hinanden om, at det er normalt at være usikker som forælder, men at det nok skal gå.