Fra jeg var cirka 16 år og godt og vel femten år frem var sex en relativ stor motivation for overhovedet at stå op om morgenen.
Jeg passede naturligvis mine lektier, mine spisetider, mine familierelationer – men det var altid med øje for om muligheden for sex kunne opstå.
Kunne man kombinere flere ting på én gang, ville det selvfølgelig være det mest optimale – jeg husker særligt en fætter-kusine-fest hvor jeg… nej, undskyld den vej skal jeg ikke ned ad. Nå, men i hvert fald så var der en nysgerrighed og en lyst, der bankede derudaf – og jeg prøver ikke at smide alle andre fyre ind under samme bus som mig, men det er mit indtryk, at mange oplever et sexdrive ud over det sædvanlige især i de unge år. Der har været perioder af mit liv, hvor jeg ikke kunne se en bagel uden at blive liderlig.
Årene går – og voksenlivet gør alt hvad det kan for at lægge en dæmper på lysterne med alle de utallige beskeder i e-boksen om bidragssatser og ny betingelser i din forsikringspolice – og alle mulige andre dokumenter, der tilsyneladende har det til fælles, at de forsøger at lade dig forstå, at du NU er trådt ind i de voksnes rækker.
På et tidspunkt i det her virvar af voksne forpligtelser fik jeg et barn – og det har jeg selvfølgelig været lykkelig for hver eneste dag lige siden – og jeg har jo endda fået et barn mere – og der er intet i denne verden, jeg er mere stolt af og glad for end mine børn.
Men der hvor det for alvor gik op for mig, hvor i livet jeg er endt – var da vi halvandet år inde i livet som forældre for første gang skulle på kærestetur, min hustru og jeg… altså med hinanden, det er ikke fordi vi har et sæt kærester ved siden af.
Nå, men de første halvandet år af et barns liv er – i højere eller mindre grad – præget af ustabil nattesøvn. Min datter sov nogenlunde, min søn sov forfærdeligt. Nat efter nat har jeg været ved at gå ud af mit gode skind over endnu en nat med manglende søvn.
Jeg har vrisset af ham – jeg har vrisset af Emilie – jeg har vrisset af alt. Det gik op for mig, at det værste du kan tage fra mig, det er min søvn.
Da vi så efter halvandet år skal på kærestetur i London – det var dengang man bare kunne rejse derhen, hvor man ville – det var en anden tid. Vi bookede os ind på et helt fantastisk hyggeligt hotel – og efter en flyvetur - der også pludselig føles som ren business class alene fordi det er uden børn – ankommer vi til hotellet, og jeg kigger min hustru dybt i øjnene.
”Hvad siger du til det? Har du også lyst? Tænker du det samme som mig?”
Hun bider sig let i læben. Hendes øjne slipper ikke mine. ”Jeg er helt klar…”
Og vi skynder os ind på værelset – og op i sengen… og sover en middagslur. Det meste af den kærestetur brugte vi i sengen… på at sove.
Og skulle 18 årige Thomas høre 34 årige Thomas fortælle om sit liv, ville hans hoved formentlig have kedet sig af. Deres liv ville lige hinanden, men med søvn i stedet for sex for jeg kan ikke lægge skjul på, hvor jeg meget, jeg elsker søvn.
Jeg kan sove alle steder. Alene derhjemme. Eller med andre. Jeg kunne sågar sove med to mænd, hvis det blev aktuelt. Jeg kunne sove hurtigt. Jeg kunne sove længe. Jeg har kun søvn på hjernen.
Der er intet mere kostbart end søvn – og når du har små børn derhjemme, så findes der ikke et narkotika – eller pengebeløb, du hellere vil have – end du vil ha din nattesøvn.
Jeg savner at sove længe. Jeg savner at gå i seng, når jeg vil. Jeg savner at sove en hel nat. Jeg savner sikkerheden i at vide, at ingen vækker mig. Jeg savner at skulle sætte et væggeur – og nå at blive vækket af det. Jeg savner natten. Jeg savner at være mere interesseret i sex end i søvn.
Og ja, børn er en gave, men det er desværre sådan en gave, der larmer om natten. Nå, men hvad skal du få ud af at læse det her - tjo, altså hvis du ikke har børn, så skynd dig at sove en masse. Nu!
Hvis du har børn, så lad os håbe, at vi får vores nætter igen på et tidspunkt.
