Gode råd og viden om træning
Vi guider dig her med en masse brugbar information, tips og tricks og inspiration til, hvordan du kommer bedst i gang og ikke mindst holder dig i gang. Lær om de bedste rygøvelser, maveøvelser og bliv klogere på blandt andet udstrækning. Du har måske trænet i flere år, måske er træning noget, du gerne vil til at i gang med. Uanset om dit fokus er at komme i bedre form, at tabe dig eller bare blive lidt stærkere, så er det godt at vide, hvad man skal være opmærksom på, for at få det optimale ud af sin træning. Rigtig god fornøjelse med din træning!
Før
Et måltid mad 3-4 timer før din træning gør din krop klar til fysisk udfoldelse og giver et rigtig godt grundlag at træne på. Et måltid mad kan eksempelvis være rugbrød med pålæg, fuldkornspasta eller skyr med banan og müsli. Du kan også supplere med en lille portion skyr en times tid, inden du går i gang – det er typisk ikke nødvendigt, men det kan føles rart at vide, at man ikke har tom mave. Skal det gå hurtigt, og du mangler lidt energi, så nup en enkelt banan på vej til træning.
Efter
Det kan være godt at få noget protein og kulhydrat i kroppen efter en omgang træning, da det hjælper til at restituere. Det kan være æg og kød, skyr med granola eller frugt, rugbrød eller havregryn.
Og så skal du altid huske at drikke vand både før, under og efter træning.