Hyldeblomst

Hyldeblomst
Hyldeblomstdrik er smag af sommer og sol. Da hylden vokser allevegne, er det muligt at samle hyldeblomstskærme ude i naturen, så du kan lave en dejlig saft hjemme i køkkenet.

Hvordan ser hyldeblomsten ud?

Hyldeblomsterne sidder på stilke, samlet i store, flade skærme. Hver blomst har hvide kronblade og lysegule støvdragere. Skærmene lyser op og dufter i blomstringssæsonen, så de er nemme at få øje på.

Smag

Hyldeblomster indeholder æteriske olier og har en parfumeret, frisk duft og smag.

Oprindelse

Hylden har været kendt i Danmark siden stenalderen. Den er i dag meget almindelig over det meste af Europa og i Lilleasien og Sibirien. Overalt i Danmark gror der hyldebuske i skovbryn, hegn, under store træer i skoven samt i mange private haver. Buskene kan blive op til otte meter høje.

Hvordan bruger jeg hyldeblomster i køkkenet?

Bedste tidspunkt til at samle hyldeblomster er omkring Skt. Hans, hvor hylden står i fuldt flor. De indsamlede skærme skylles, og de groveste stilke fjernes. Husk at det kun er blomsterne, der er spiselige. Træets blade, stilke og grene er giftige.

Hyldeblomstsaft er meget anvendelig, både til saftevand, til at blande i drinks med eller uden alkohol, til at marinere i, til dressinger og i desserter. Du kan lave både hyldeblomstsirup og - eddike.

De spiselige blomster kan anvendes som pynt på kager, desserter og i salater. Eller prøv at stege hyldeblomstskærme i pandekagedej

Få ideer til opskrifter, hvor hyldeblomster indgår her.

Sæson

Juni - juli.

Forbehold

Brug ikke hyldeblomster, der står langs trafikeret vej.

Kilder