Hindbærsnitter

2 timer 10 min
Arbejdstid: 40 min
Hindbærsnitter

Her får du en opskrift på hindbærsnitter - og jo, jo, det kan sagtens lade sig gøre at bage hjemmelavede hindbærsnitter, det bliver de bestemt ikke ringere af. Hindbærsnitter har længe været populære, og nu er der ovenikøbet mange, der vælger at fejre fødselsdag med kagemand/kagekone af hindbærsnitter. Så har du også lyst til det, kan du prøve denne nemme opskrift på hindbærsnitter af.

Tilføj alle ingredienser til Nemlig 🛒

Åben indkøbslisten

Ingredienser

Hindbærsnitter

200 g Koldt smør
350 g Hvedemel (ca. 6 dl)
150 g Flormelis (ca. 3 dl)
1 spsk Vaniljesukker
1 Æg

Glasur

200 g Flormelis (ca. 4 dl)
2 spsk Vand
1½ dl Hindbærmarmelade

Pynt

Frysetørrede hindbær, støv eller krymmel

Sådan gør du

Hindbærsnitter

  • Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet.
  • Tilsæt flormelis og vaniljesukker og saml hurtigt dejen med ægget.
  • Stil dejen tildækket i køleskabet i ca. 1 time.
  • Del dejen i 2 portioner. Rul hver portion ud til en firkant (ca. 20 x 30 cm).
  • Del igen dejen på langs og bag de 4 dejplader på en plade med bagepapir, til de er gyldne 20-25 min. ved 175° - traditionel ovn.
  • Lad kagerne køle helt af på en bagerist.

Glasur

  • Rør glasuren sammen.
  • Smør hindbærmarmeladen på 2 af dejpladerne og glasuren på de andre 2.
  • Læg dem sammen med glasuren opad.
  • Skær kagerne i 5-6 cm hindbærsnitter og pynt med frysetørrede hindbær, støv eller krymmel.

Tips til opskriften

Vi ved, at det tit er de små ting, der gør forskellen i køkkenet. Derfor deler vi de tips, vi selv bruger, når vi laver mad og udvikler opskrifter.

Du kan undlade at dele pladerne - og i stedet forme en kagemand/kagekone af dejen. Pynt efter fantasi og smag.

Spørgsmål og svar til hindbærsnitter

Laver du hindbærsnitter og vil have dem perfekte hver gang? Tjek vores FAQ-sektion, som er spækket med tips til at undgå klassiske fejl og sikre, at dine hindbærsnitter bliver præcis så lækre, som de skal være.

Hvordan opbevares hindbærsnitter?

Hindbærsnitter opbevares bedst i en lufttæt beholder ved stuetemperatur. På den måde bevarer de deres sprøde konsistens og gode smag. Det anbefales at undgå køleskabet, da kulden og fugten kan få kagerne til at blive bløde og miste deres karakteristiske sprødhed.

Kan hindbærsnitter fryses?

Hindbærsnitter kan godt fryses, men man skal være opmærksom på, at de kan miste noget af deres sprødhed og blive blødere efter optøning. Tag dem ud af fryseren og lad dem tø op ved stuetemperatur. Glasuren bør først kommes på, når hindbærsnitterne er helt tøet op, så resultatet bliver bedst muligt.

Hvilken glasur bruges til hindbærsnitter?

Til hindbærsnitter bruges der glasur bestående af vand og flormelis.

Hvorfor skal smørret være koldt?

Koldt smør sikrer, at dejen bliver sprød og smuldrende. Det smelter langsomt under bagningen og skaber små luftlommer i dejen, hvilket giver den ønskede tekstur.

Hvad hvis mine hindbærsnitter bliver for mørke?

Hvis de bliver for mørke, kan det skyldes, at ovnen er for varm eller at de har været i for længe. Næste gang kan du reducere temperaturen med 10-15 grader eller forkorte bagetiden med 2-3 minutter.

Hvad hvis de bliver for lyse og ikke sprøde?

De skal være gyldne for at blive sprøde. Hvis de er for lyse, skal de bages længere. Sørg for, at ovnen er korrekt forvarmet, og at temperaturen er rigtig.

Næringsindhold, pr 100 g

Energiindhold:

1646 kJ / 393 kcal

Energifordeling

Energi pr 100 g
Fiber: 1,3 g
Protein: 3,3 g
Fedt: 15,4 g
Kulhydrat: 60 g

Mad med mere grønt

Få inspiration til en grønnere og mere farverig hverdag.

Vi har udviklet en ny kogebog MAD MED MERE GRØNT som giver dig masser af inspiration til grønne farverige retter, der gør det nemt at spise både varieret og smagfuldt hver dag.

Om Arla Inspirationskøkken

Vi er syv madentusiaster, der står bag Arlas opskrifter. Vi elsker at lave mad og udvikle opskrifter, der gør det nemt at lave god mad derhjemme. Opskrifterne tester vi sammen i køkkenet – så vi ved, at de virker og smager godt.

Du finder os her på siden, på Instagram, TikTok – og snart i vores nye kogebog.

https://www.arla.dk/opskrifter/hindbarsnitter-som-mormor-lavede-dem/