Rabarbergalette

Rabarbergalette

60+ min
Rabarbergalette - en rustik tærte som bages uden tærteform. Galette er et udtryk, der stammer fra det franske køkken og betegner forskellige flade, runde tærter og kager, som bages uden form. Rabarberne kan lægges i sirligt mønster i rabarbergaletten som her - eller blot skæres i små stykker og fordeles på den rustikke tærtebund. Uanset udtrykket så smager rabarbergaletten helt vidunderligt - særligt med iskoldt flødeskum til...
https://www.arla.dk/opskrifter/rabarbergalette/

Sådan gør du

Bagetid:

Ca. 15 min ved 200 grader - traditionel ovn. Herefter ca. ½ time ved 175° - traditionel ovn.

Tærtebund
  • Bland mel, mandelmel og sukker sammen i en skål.
  • Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melblandingen.
  • Tilsæt æg og saml hurtigt dejen.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir - tærtebunden skal fylde det meste af bagepapiret (ca. 30 x 40 cm).
  • Læg tærtebunden med bagepapir på en plade og stil den køligt.
Fyld
  • Bland sukker, mandelmel og majsstivelse sammen i en lille skål.
  • Skær rabarberne lige store stykker (ca. 5 cm).
Sukkerlage
  • Kom kogende vand og sukker i en skål og rør det sammen til sukkeret er opløst.
Sådan samler du rabarbergaletten
  • Drys sukkerblandingen ud over bunden - lad ca. 5 cm af kanten være fri.
  • Læg rabarberstykkerne i et symmetrisk mønster, fx sildebensmønster som på fotoet.
  • Skær stykkerne til, så kanten forbliver fri i ca. 5 cm hele vejen rundt.
  • Løsn forsigtigt kanten af tærtebunden fra bagepapiret med en lille skarp kniv og fold kanten ind over fyldet.
  • Pres den let sammen, pensl kanten med æg og drys med perlesukker.
  • Bag galetten midt i ovnen - først ca. 15 min. ved 200°, skru derefter temperaturen ned til 175° og bag galetten i yderligere ca. ½ time til kanten er gylden og sprød.
  • Pensl rabarberne med sukkerlage og server galetten lun med iskoldt flødeskum.

Rabarbergaletten kan også serveres med vaniljeflødeis.

Energiindhold for hele retten:

23279 kJ / 5564 kcal

Næringsindhold pr. 100g

1193 kJ / 285 kcal

Energifordeling
Energi­fordeling Nærings­indhold pr. 100g
Fiber: - 2,2 g
Protein: 4,9 % 3,5 g
Kulhydrat: 28,3 % 19,9 g
Fedt: 66,8 % 21,5 g
Mere inspiration

Lyst til flere rabarbertærter? Så prøv denne skønne rabarbertærte med fyld af marcipan.

Relateret video
Rabarbergalette

Ingredienser

Tærtebund
225 g Hvedemel
100 g Mandelmel
75 g Sukker
200 g Koldt smør
1 Æg
Fyld
50 g Sukker
25 g Mandelmel
25 g Majsstivelse
600 g Rensede rabarber
Sammenpisket æg
Perlesukker
Sukkerlage
½ dl Kogende vand
50 g Sukker
Tilbehør
½ liter Piskefløde - letpisket