Jeg har nogle dejlige venner. Det håber jeg også du har – ellers skal man måske tage til revision, om man har de rigtige venner. Nå, men jeg har altså nogle rigtige dejlige venner. Mange af dem har været der i mange år, så kommer der indimellem nogle nye til – der ryger ikke rigtig nogen ud igen – listen bliver længere og længere.
Det er klart, der er nogen, jeg ser mere end andre afhængig af livssituationer, tid og hobbies, – men hvis min venneliste var et provinsdiskotek, så ville dørmanden løbende blive ved med at sluser folk ind – og det ville ikke vare længe inden brandmyndighederne ville begynde at holde øje med om der monstro bliver for tætpakket.
Ja, det er et billede… men jeg ved ikke på hvad.
Nå, men i den her gruppe af skønne dejlige mennesker, der er mine venner, er der naturligvis også begyndt at dumpe børn ind i billedet. Ikke fordi jeg bliver venner med børn – men fordi mine venner får børn.
Ja, faktisk vil jeg sige, at som årene er gået, så har langt størstedelen af mine venner fået børn.
Når det første barn bliver født ind i en venneflok, er det et eksotisk emne at tale om – bleskift, manglende nattesøvn, afføring. Sidder du på en brun bodega og rafler med et par venner, så fortæller du om den nye virkelighed med børn – og venner nikker forstående, men uden at forstå. I drikker en øl mere, rafler videre – og du går måske lidt tidligt hjem, fordi du ved, at krudtuglen vågner kl 5.
Som tiden går, og der kommer flere børn til, vil mængden af babysnak tage til hen over raflebægeret. I vil måske endda begynde at udveksle tips til den bedste måde at blande modermælkserstatning i mørke på, mens I nyder en enkelt øl, men kun én, for der er jo også en dag i morgen.
Til sidst vil venneflokken have transformeret sig mere og mere til en slags fædre/mødregruppe, hvor snak om børn og babyer fylder mere end alt andet. Lige fra putterutiner til gode råd til pletfjerning – og tanker om neddroslet sexliv.
Men ak og ve – så sidder der den ene ven tilbage… ham uden børn. Ham der ikke aner hvad MME og bodyer er. Ham for hvem udfordrende tøj ikke er bodies, der er svære at give sit barn på – og ham for hvem en drømmeflaske stadig er fem liter vodka i nattelivet.
Og til dig, vil jeg gerne på vegne af alle fædre sige undskyld. Undskyld for at børnesnak fylder så meget. Undskyld fordi du skal høre på så mange anekdoter om indkøring i vuggestue og den bedste opskrift på mad, der er godt at fryse. Undskyld fordi jeg – igen – fortæller om at jeg har været ved lægen for at få næste stempel på vaccinationskortet.
Undskyld fordi jeg inviterer dig til barnedåb… igen… og placerer dig ved single/børnebordet.
Men de fylder jo alt, de kære børn. Hele mit vågne døgn er børnene i min bevidsthed – og når jeg sover – hvis det er en nat, hvor jeg får lov til det – så drømmer jeg om børnene. Det er børn børn børn.
Jeg har en ven – uden børn – der for en sommer siden pludselig fattede interesse for modeltog. Han købte i dyre domme – og meldte sig ind i modeltogsklubber – og tog til messer i Tyskland – og det var ret fascinerende at følge hans begejstring, og han fortalte vidt og bredt om det. … og det er jo sådan det er at have børn. Det fylder alt. Det er en hobby – og et job – og så fylder det alt.
Min ven droppede sit modeltogseventyr efter et halvt år – her ophører ligheden mellem hobbies og børn – for de kan af gode grunde ikke droppes igen, sådan lige, men tanken om, at noget dukker op og med ét fylder dit hjerte og sind – det kan sammenlignes… og det er det, jeg gerne vil sige undskyld for - til min ven uden børn.
Det er jo ikke fordi jeg ikke har andet at snakke om – det er bare så nemt at tale om børnene. Det er lige til – og jeg skal ikke til at finde på en holdning til det ene og det andet – jeg skal bare fortælle anekdoter om børnene, og vupti, så har jeg noget at tale om.
Men som så meget andet, når det gælder børn – så er det sikkert bare en fase.
