Nødder

Nødder har været brugt som fødevare og olie i århundreder. Så tidligt som 200 år før vor tidsregning, brugte romerne sukkerglaserede mandler ved specielle lejligheder.

Nødder er stadigvæk en yndet råvare - men nødder er meget fedtholdige, og olien kan harskne, hvis nødderne er gamle eller opbevares for varmt. Faktisk er nødder tit harske, men det lægger vi ikke mærke til, fordi vi er så vant til det. Prøv at spørge i butikken, hvornår nødderne er høstet. Når du har købt friske nødder, kan du gemme dem i fryseren, så harsker nødderne ikke så hurtigt.

Tørrede og friske nødder kan indgå i mange typer retter, fx i brød med nødder, salat med nødder eller måske i en lækker chokoladekage med nødder. Mulighederne er mange - find inspiration i vores udvalgte opskrifter med nødder herunder.

Afskalning af hasselnødder:

At "smutte mandler" er almindelig kendt, men hasselnødder kan også afskalles og ligesom mandler, får de en mildere smag uden skallen. Varm nødderne i ovnen (ca. 10 min. ved 175 grader), så kan skallen fjernes ved at rulle de varme nødder i et viskestykke.

Lidt om valnødder:

Valnødder er let bitre, men det bitre sidder især i skallen. Hvis man lægger dem i blød i varmt vand, er skallen let at pille af, og de bliver saftige og milde i smagen. Du kan også koge valnødderne i 5 min og kassere kogevandet. Så er valnødderne heller ikke så bitre mere.

Lidt om pinjekerner:

Pinjerkerner er egentlig kerner fra pinjekoglen, så faktisk er det slet ikke en nød. Pinjekernene er smagfulde og en af ingredienserne i en god pesto.

Aktuelle opskrifter