Madpakker kommer de fleste danske børn og mange voksne ikke uden om - og hvis madpakkerne er gode, sunde og opfindsomme, kan de faktisk blive lidt af et hit ! Madpakken hjemmefra er en vigtig faktor, når det lille barn grundlægger sine madvaner. Senere kan madpakken være både en praktisk og god løsning, der på minuttet kan give dig den tiltrængte energi og næring, når du behøver det.
Mad i flere pakker
Nogle gange kan man med fordel smøre to eller flere mindre "pakker", et hovedmåltid og et eller flere mellemmåltider.
- Varier madpakkens indhold fra dag til dag i indhold, farve, syn, duft og konsistens.
- Tænk på at mad der dufter dejligt og ser godt ud, betyder alt for appetitten.
- Smør maden så tæt på serveringen som det er muligt. Frisk tilberedt mad er altid at foretrække.
- Inddrag familien når der skal smøres madpakker. Uddeleger arbejdsopgaverne; lad barnet hjælpe til, børnene smøre selv eller giv hver af familiemedlemmerne sin Madpakkedag.
De gamle madkasser, hvor "madderne" lå pænt anrettet på bakker, i flere lag, der kunne trækkes ud - er også at finde i forretningerne igen. Madkasserne er fine og får os til at tænke på skovtur eller picnic. Suppler gerne madpakken med lidt vand i en drikkedunk, frys dunken, fyld op med koldt vand - og så er der dejligt koldt vand til maden.