Far-rollen anno 2020

Der er ikke en rigtig måde at være far på i dag, så manden må selv finde ud af, hvad det betyder at være “far”. Vi giver gode råd til, hvor han kan søge inspiration.

Er far ham, der putter børnene? Er det ham, der afleverer eller måske henter? Er det ham, der arbejder hele tiden, laver mad, sover på sofaen, inviterer i biografen, skælder ud eller måske krammer?

Der er mange måder at være far på i dagens Danmark, og som udgangspunkt er det en god ting, men når mulighederne er helt åbne, stiller det også store krav til individet. Det fortæller Tobias Siiger Prentow, der er sociolog og blandt andet tilknyttet initiativet “farforlivet.dk”.

»Der er ikke en “rigtig” måde at være far på i dag, så det handler om, at han selv skal finde ud af, hvordan han vil være. Hvordan man “gør” far, det er en udfordring,« fortæller sociologen.

I modsætning til kvinder, som typisk læser den ene bog efter den anden om graviditeten, fødslen og barnets første tid, sætter mænd sig ikke ind i, hvordan man er far på forhånd. Det viste en undersøgelse, Tobias Siiger Prentow lavede.

»Mændene havde simpelthen et hul i deres viden. De ville gerne være en god far, men de vidste ikke altid hvordan. Hvis man ikke læser lidt op på det, kan man godt stå efter fødslen og tænke “wow, hvad gør jeg nu?”,« forklarer sociologen.

Gennem interview med en række fædre har Tobias Siiger Prentow afdækket tre steder, mænd med fordel kan hente inspiration fra, når de skal finde deres egen måde at være far på:

  1. Deres egen far: Både de positive og negative erfaringer kan bruges.
  2. Deres egne forventninger: At gøre sig dem bevidst og vurdere, om de er realistiske.
  3. Deres partner: Tal sammen om, hvad “mor” og “far” betyder i jeres familie.

I de næste afsnit dykker vi dybere ned i hver inspirationskilde og forklarer, hvad de kan bruges til.

Brug egne erfaringer

I stedet for at søge viden om det at blive far tager mænd typisk udgangspunkt i erfaringerne fra deres eget liv. Deres egen far bliver tit brugt til at afstemme egne ambitioner, og ikke altid ud fra positive oplevelser.

»Mange fædre føler ikke, de kan bruge deres egen far som positiv inspiration til at være en god far. Der er mange fædre, der nævner, at de gerne vil være nærværende, og det hænger ofte sammen med, de selv oplevede en fraværende far,« fortæller Tobias Siiger Prentow.

Der kan således godt komme en positiv ambition ud af en negativ oplevelse, og faktisk er det ét af rådene fra sociologen til nybagte fædre, der slås med at finde sig til rette i “far”-rollen.

»Man er nødt til at sætte sig ned og finde ud af, hvilken type far man gerne vil være, og det er ikke nemt. Kig på dine venner og deres måde at være far på. Se på dine forældre - også selvom din egen far ikke nødvendigvis kun står for det gode,« siger sociologen.

Vær bevidst om forventningerne

Når Tobias Siiger Prentow snakker med fædre i dag, er der særligt én ting, der går igen: Tid.

»Tid er den store udfordring for fædrene i dag. Mange har haft et liv, før de blev far, og man har nogle venner og noget familie, man stadig gerne vil ses med, men samtidig har man en ambition om at være en nærværende far, ikke skælde ud og bruge en masse tid sammen med børnene,« siger Tobias Siiger Prentow.

Der er imidlertid mange forpligtelser, der kræver opmærksomhed i det daglige, og derfor oplever mange, at de har svært ved at leve op til de forventninger, de stiller til sig selv.

»Fædrene har simpelthen ikke mulighed for at opretholde forventningerne, og der handler det om ikke at stille sine forventninger så højt, at de er uopnåelige,« mener sociologen.

Derfor lyder rådet at gøre sig sine forventninger bevidst og vurdere dem i forhold til ens hverdag. Det kan eksempelvis være svært at bruge meget tid sammen med børnene, hvis man har et fuldtidsarbejde, der kræver længere transporttid. I sådan en situation må man tage stilling til, om ambitionen skal sænkes, eller om man kan justere arbejdstiden.

Find far-rollen i fællesskab

En nærværende far handler ikke kun om legetid, men om at deltage i dagligdagens gøremål, når det er muligt. At udvikle sin far-rolle handler derfor i høj grad også om at udvikle sin partner-rolle og få et godt samarbejde op at stå.

Man kan nemt føle sig lidt udenfor som far, når mor ammer og går hjemme med baby, og det kan fremkalde frustrationer. Derfor er det vigtigt, man er opmærksom på, om der er noget, der gør én sur eller ked af det i det daglige. Måske er der andre situationer, man i højere grad kan deles om, som putning og tøjskifte, hvor der ikke behøver være fokus på mor hele tiden. Sådanne situationer kan måske udnyttes til at bringe far mere i spil.

At finde ud af hvordan man “gør” far, handler derfor også om at finde ud af, hvordan manden og partneren vil være forældre. Hvad er vigtigt for jer? Hvilke værdier skal ligge til grund for jeres familie? Sætter I ord på det, bliver det også nemmere at finde en måde at være “far” på, der føles rigtig.

»Det er vigtigt at snakke med sin partner, for “far” handler ikke kun om forholdet til barnet, det handler også om forholdet til moderen og ens rolle i familien som helhed,« forklarer Tobias Siiger Prentow.

Endelig er det vigtigt at huske, at der ikke findes en manual, når det gælder børn. Børn er forskellige, og familier har så vidt forskellige omstændigheder, at det ikke giver mening at snakke om en best practice. Derfor er “far” heller ikke en statisk størrelse, men en rolle under stadig udvikling.

»Det er ikke én gang, man skal beslutte sig for, hvordan man er far, det er en proces, og man skal evaluere den løbende,« siger Tobias Siiger Prentow.