Fem tips: Hjælp din baby til at sætte sig op

Fem tips: Hjælp din baby til at sætte sig op

Din baby bliver ikke god til at sidde ved at blive sat op. Her kan du læse om, hvordan du kan hjælpe din baby til at sætte sig selv op.

Det er svært at sidde op, hvis man ikke er stærk i sin krop og ikke har fået udviklet sin balance. Derfor er forudsætningen for, at din baby kan sætte sig op, og blive siddende, paradoksalt nok at ligge ned. Det giver nemlig din baby mulighed for selv at stimulere sanserne, bruge kroppen og være aktiv.

Det fortæller Else Buhl, der er uddannet psykomotorisk terapeut og arbejder selvstændigt med vejledning af familier via elsebuhl.dk.

»Det primære, det er at tænke i at give barnet mulighed for at stimulere sine sanser. Fordi sanserne er grundlaget for al bevægelsesudvikling,« siger Else Buhl.

Fem tips til at hjælpe din babys motorik på vej

  • Læg baby på maven på et underlag på gulvet. Det vil motivere din baby til at øve sig i at løfte hovedet.
  • Brug et underlag, der er fast uden at være hårdt. Din baby skal være aktiv på underlaget, og det er nemmest, hvis det ikke er blødt som en dyne eller lignende.
  • Motivér din baby til at kigge sig omkring ved at lege med den lille, bruge legetøj eller et spejl, som du flytter rundt, vender og drejer. Det kan være hvad som helst, bare det fanger din babys opmærksomhed, og typisk er du selv den mest interessante.
  • Sæt dig på en stol og læg din baby på maven på dine lår med babyens hoved ud over knæene. Det giver din baby mulighed for at kigge sig godt omkring, og det er spændende for den.
  • Bevæg din baby! Tag den på armen og drej rundt, rul din baby rundt og vend gerne baby på hovedet - tænk i bevægelsesændringer, dét stimulerer din babys sanser.

Stimulér din babys sanser

Du behøver med andre ord ikke tænke så meget på at vænne din baby til at sidde op eller, at musklerne skal trænes. I stedet handler det om at udvikle de sanser, der relaterer sig til krop og bevægelse. De er nemlig grundstenene for den sansemotoriske udvikling og vigtige for, at din baby kan lære at sætte sig op.

Else Buhl anbefaler derfor, at du lægger din baby på maven. Det motiverer den lille til at løfte hovedet og kigge sig omkring. Sådan kan barnet ligge og træne sit hovedløft på sine egne vilkår, og et stabilt hovedløft er første skridt mod at sætte sig op.

»Hovedets bevægelser påvirker meget kroppens bevægelser, og når barnets hoved bevæges, stimuleres hoved-balancesansen, som er den, der gør, at vi kan stabilisere vores hoved,« fortæller Else Buhl.

Hoved-balancesansen, som også kaldes vestibulærsansen, stimuleres lige meget om din baby selv bevæger hovedet, eller om du skaber bevægelsen. Derfor kan du støtte din babys udvikling ved for eksempel at bære den rundt på armen.

»Fordi i det øjeblik, jeg har mit barn på armen eller i en slynge, og jeg drejer rundt, så er det jo ikke kun min vestibulære sans, der registrerer bevægelsen, det er også barnets. Det giver hjernen noget erfaring med, hvad den skal gøre, når sansen registrere en bevægelse,« siger Else Buhl.

Stimulér din babys sanser

Også følesansen er god at stimulere, for din baby kan ikke så meget selv endnu, men når du nusser, bader, tørrer din baby og på anden måde røre ved barnet, kan den mærke sig selv.

»Ved at blive rørt ved, kan de mærke, det her er min afgrænsning, det er her jeg går til. Det er mig, og det er meget vigtigt for kropsforståelsen,« bemærker Else Buhl.

Der er ikke noget i vejen med, at din baby kan blive sat i en stol, når den skal spise, eller i en autostol, når I skal ud og køre. Der er bare ikke lige så stor mulighed for, at din baby kan være aktiv og blive stimuleret i en stol, og derfor lyder anbefalingen på at lægge den lille på maven, når du har muligheden.