Arla lancerer økologisk mælk i Mellemøsten
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 26 september 2017
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods, der er verdens største producent af økologiske mejeriprodukter, udvider nu sortimentet i Mellemøsten med økologisk mælk. Mellemøsten er Arlas største strategiske vækstmarked udenfor Europa og lanceringen af økologisk mælk er del af andelsselskabets strategi om at blive den største økologiske mejeriproducent i Mellemøsten og Nordafrika i 2020. Samtidig har Arla også planer om at udvide til Saudi Arabien og Kuwait i 2018.
”Vi ser en voksende efterspørgsel hos forbrugerne for økologiske produkter i Mellemøsten, og derfor lancerer vi det første af mange økologiske mejeriprodukter i regionen. Som verdens største producent af økologiske mejeriprodukter ser vi meget frem til at introducere flere forbrugere i Mellemøsten til Arla Organic mælk sammen med vores andre mejeriprodukter,” siger Regionschef for Mellemøsten og Nordafrika Rasmus Malmbak Kjeldsen.
De Forenede Arabiske Emirater er både internationale og multikulturelle, og ofte ”first movers” på forbrugertrends. Det var også her at Arla først fik øje på den stigende efterspørgsel på økologiske varer i Mellemøsten.
”Her i De Forenede Arabiske Emirater har vi observeret en generel stigende interesse for økologiske varer, især for frugt og grønt. Nu ser vi også de første økologiske butikker, cafeer og restauranter. Vi lancerer Arla Organic mælk i De ForenedeArabiske Emirater først, både fordi forbrugerne efterspørger det og for at få mere erfaring og viden om forbrugernes økologiske købsvaner,” siger Rasmus Malmbak Kjeldsen.
Lanceringen af Arla Organic mælk i De Forenede Arabiske Emirater foregår med en interaktiv ”pop up” gård i Dubai d. 24-27 september. Arrangementet foregår samtidig med World School Milk Day og Arla inviterer både skoleelever, politikere og pressen til en unik mulighed for at lære mere om økologisk landbrug. To økologiske landmænd fra Danmark vil også være til stede i Dubai for at dele deres viden med forbrugerne.
I øjeblikket er Arla mest kendt i Mellemøsten for sine mejeriprodukter som Lurpak®, Castello® og især Puck® som er blevet en fortrukken dagligvare i mange hjem.
Arla Organic kan købes i alle større supermarkeder i De Forenede Arabiske Emirater.
Arla Organic bliver produceret på Esbjerg Mejeri.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.