Det nyomlagte landbrug på Barsø vises frem til Økodag

Det nyomlagte landbrug på Barsø vises frem til Økodag

Landmand Søren Svennesen og hans kone Helle ejer Bjerggaard Barsø Landbrug. Barsø er i dag Danmarks største økologiske ø, og ægteparret nyder at drive landbrug på øen.

Søren og Helle Svennesen startede processen med at omlægge til økologi for knap tre år siden. Først blev markerne omlagt, og dernæst fulgte foderet, som primært er baseret på egne afgrøder. Søren og Helle Svennesen drømmer om at blive mere selvforsynende på sigt. Den første økologiske mælk fra Bjerggaard Barsø Landbrug blev leveret den 1. november sidste år.

For første gang deltager Søren og Helle Svennesen i år til Økodag, hvor de viser deres nyomlagte økologiske landbrug frem for 250 gæster. Ægteparret deltager i dagen, fordi de synes, at det er interessant og spændende at tilbyde andre et indblik i livet på en gård og i et økologisk landbrug.

Til Økodag den 15. april vil de 250 gæster blive sejlet til Barsø, hvor de hentes i hestevogne og køres til Bjerggaard Barsø Landbrug. Her vil ægteparret vise ejendommen frem, hvorefter gæsterne kan se køerne komme på græs kl. 12. Der vil samtidig være mulighed for at nyde naturen, opleve et sønderjysk kaffebord og få smagsprøver fra Arlas nye osteserie Barsø, som er lavet af mælk fra Bjerggaard Barsø Landbrug.