Nyt omfattende pilotprojekt med Arla og DSM vil reducere drivhusgasser fra malkekøer med 30 procent

Læs tid
4 min
Nyt omfattende pilotprojekt med Arla og DSM vil reducere drivhusgasser fra malkekøer med 30 procent
Publiceret
20 april 2022
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla og Royal DSM er klar med et nyt omfattende pilotprojekt, hvor landmænd på tværs af tre europæiske lande skal teste brugen af det metan-reducerende fodertilsætningsstof Bovaer® på 10.000 malkekøer. Global forskning og tidligere forsøg på gårde har påvist en reduktion i udledningen af metan på ca. 30 procent uden påvirkning af dyrevelfærden. Pilotprojektet er endnu et bevis på virksomhedernes engagement i at skabe en bæredygtig fremtid for mejeriproduktion.

Udledning af drivhusgassen metan er en af mejeribranchens største klimaudfordringer. Køer er drøvtyggere, hvilket betyder, at de bøvser og udleder metan når de fordøjer foder. I gennemsnit kommer omkring 40 procent af den samlede drivhusgasudledning fra Arlas gårde fra køernes fordøjelse af foder.

Arlas andelshavere har en gennemsnitlig CO2e-emission på 1,15 kg pr. kg mælk. De har samtidig forpligtet sig til at fremskynde deres reduktion af drivhusgasser i dette årti og i overensstemmelse med Arlas ambitiøse klimamålsætning på tværs af værdikæden indleder selskabet nu et af sine største pilotprojekter med det nye fodertilsætningsstof Bovaer®. Landmænd på flere end 50 gårde i Danmark, Sverige og Tyskland deltager i projektet og vil dele praktisk erfaring med brugen af tilsætningsstoffet i foder til 10.000 malkekøer. Fodertilsætningsstoffet er bevist til at kunne reducere udledningen af metan med ca. 30 procent.

"Klimaforandringerne kræver handling her og nu og vi ser mejeriproduktion som en del af løsningen. Resultaterne af vores indledende forsøg med Bovaer® på både et forskningscenter og på en af vores danske gårde er meget lovende. Sammen med DSM vil vi nu høste praktisk erfaring på gårdene ved at anvende fodertilsætningsstoffet i et af vores største pilotprojekter og et af Arlas største klimaprojekter samlet set til dato. Pilotprojektet er et godt eksempel på de innovative og videnskabelige løsninger og tiltag, vi iværksætter for at skabe en bæredygtig og robust fremtid for mejeribranchen, og jeg er meget spændt på at se, hvor langt vi kan komme med denne løsning," siger, Arlas Executive Vice President og Head of Agriculture and Sustainability, Hanne Søndergaard

"Ledere af mere end 100 lande anerkender, at det haster med at nedbringe udledningen af metan, og på FN's klimakonference COP26 for et par måneder siden lovede de at gøre en forskel. Ifølge den nylige IPCC-rapport om virkningen af klimaforandringer er der ingen tid at spilde med hensyn til at reducere udledning af drivhusgasser. Omlægning af husdyrbrug vil være afgørende for at nå dette mål, og fremadrettede virksomheder som Arla arbejder allerede hårdt på at gøre mejeriproduktion bæredygtig. Gennem vores videnskabelige innovation og samarbejde kan vi bidrage til at opnå en betydelig reduktion i udledningen af drivhusgasser ved at ændre det foder, som dyrene spiser hver dag, og dermed støtte dyrenes, menneskers og planetens sundhed," tilføjer Vice President of Bovaer® hos DSM, Mark van Nieuwland,

Dokumenteret klimaløsning
Bovaer® er et tilsætningsstof til foder til køer og andre drøvtyggere. Gennem ti år har DSM forsket i og udviklet tilsætningsstoffet og det er indtil videre blevet testet i 14 lande globalt. Det er det første EU-godkendte fodertilsætningsstof nogensinde, hvor det er videnskabeligt bevist, at det reducerer udledningen af metan og samtidigt er sikkert for dyr, forbrugere og miljøet.
Bovaer® markedsføres i øjeblikket i EU, Brasilien, Chile og Australien.

Bovaer® fungerer ved at undertrykke det enzym, der udløser produktionen af metan i køers fordøjelsessystem. Det har effekt med det samme og nedbrydes sikkert til stoffer, der allerede er naturligt til stede i en kos mave, og det er videnskabeligt bevist, at det ikke påvirker mælkekvaliteten. Blot en kvart teskefuld Bovaer® tilsat dagligt til en kos foder vil reducere udledning af metan med 30 procent i gennemsnit. Dermed bidrager fodertilsætningsstoffet til en betydelig og øjeblikkelig reduktion i kød- og mejeriprodukters klimaaftryk.

Pilotprojektet i praksis
I løbet af sommeren og efteråret 2022 vil Arla sammen med sine andelshavere sammensætte en mangfoldig gruppe gårde til pilotprojektet. I løbet af projektet på gårdene vil landmændene modtage Bovaer® fra deres foderleverandører og blande det i foderet til deres malkekøer. Arla indsamler mælkeprøver til analyse og sammenligning med mælk fra malkekøer, der ikke fodres med fodertilsætningsstoffet. Hvis de første resultater bliver som forventet, er det Arlas plan, at fordoble pilotprojektet til 20.000 køer i 2023.

Om DSM og virksomhedens klimatilsagn
Royal DSM er en global, formålsbestemt virksomhed inden for sundhed, ernæring og biovidenskab, som anvender videnskab til at forbedre menneskers, dyrs og planetens sundhed. DSM's mål er at give alle en lysere fremtid.

DSMs produkter og løsninger tager fat på nogle af verdens største udfordringer, samtidig med at de skaber økonomisk, miljømæssig og samfundsmæssig værdi for alle virksomhedens interessenter – kunder, medarbejdere, aktionærer og samfundet som helhed.

Virksomheden blev grundlagt i 1902 og er noteret på Euronext Amsterdam.

Gennem sine tilsagn vedrørende forsyningskæder for fødevarer tager DSM fat på flere af de mest presserende samfunds- og miljømæssige udfordringer, som verdens fødevareforbrug og -produktion står over for frem mod 2030. En af virksomhedens tilsagn er at muliggøre en reduktion i drivhusgasser fra mejeriproduktion på 20 procent. Siden slutningen af 2021 er Bovaer® blevet godkendt til brug i Brasilien og Chile, og i begyndelsen af 2022 fik det også EU-godkendelse.

Om Arla og andelsselskabets klimamålsætning
Arla er en international mejerivirksomhed, der ejes af mere end 8.900 landmænd i Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla er en af de førende aktører på det internationale marked for mejeriprodukter med kendte brands som Arla®, Lurpak®, Cravendale® og Castello®. Arla fokuserer på at levere ernæringsrige mejeriprodukter fremstillet ved bæredygtig landbrugs- og mejeridrift og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Arla er et af verdens første andelsmejerier, der har fået godkendt en 1,5 °C-målsætning af Science Based Targets-initiativet (SBTi) under Paris-aftalen for scope 1 og 2 (en reduktion i drivhusgasser på 63 procent senest i 2030.) Samtidig opfylder det eksisterende mål på 30 procents reduktion for scope 3, som blandt andet dækker Arla-gårdene, fortsat SBTis kriterier for ambitiøse mål for værdikæden i overensstemmelse med nuværende bedste praksis.

I 2019 udførte Arla og Arlas andelshavere de første klimatjek på gårdene på tværs af syv europæiske lande og skabte derved et af verdens største eksternt verificeret klimadatasæt fra mælkeproduktion. Klimatjek bliver udført en gang om året og støtter andelshavere i arbejdet med at fremskynde reduktionen af drivhusgasser i dette årti.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663