Amning - Gode råd

Amning - Gode råd

Mange nybagte forældre oplever, at amning er svært og hårdt i starten.

Sundhedsstyrelsen anbefaler fuldamning, som betyder, at man kun ammer sit barn de første seks måneder af barnets liv – gerne længere. Du har sikkert set folk sidde og hygge-amme i ro og mag, men rigtig mange nybagte mødre synes, det er svært og i starten. Det er hårdt, og det gør ondt. Ømheden burde aftage efter to-tre uger og hvis det ikke gør, bør man snakke med sin læge eller sundhedsplejerske.

Hvordan kommer jeg i gang med at amme?

Dit barn skal lægges til brystet helt tidligt, allerede på fødegangen. Det er nemlig vigtigt at få gang i sutteriet tidligt. Hud til hud mellem mor og baby er også vigtigt, da det skaber tryghed, mælken løber til og baby får lyst til at sutte, når den mærker mors hud. Og sørg for at have ro – det kan være svært at amme, hvis huset er fyldt med gæster, og du føler, du skal være ”på”. Det er også en god ide at amme om natten, da det kan være nemmere at finde roen.

Hvor meget skal jeg amme?

Helt i starten producerer du kun råmælk, og derfor vil din baby sutte meget og hyppigt. Og det er faktisk så smart, at når baby sutter meget, så løber mælken til. Så du kan næsten ikke amme for meget de første 14 dage.

Får mit barn nok mad?

Hvis din baby har våde bleer og afføring, så er det tegn på, den får nok at spise. Et andet tegn er selvfølgelig at få vejet babyen og se, at vægten stille og roligt stiger. I løbet af den første uge til 14 dage kan du også opleve, at dit barn taber sig lidt, men efter ca. 14 dage skal det tage på. Kontakt altid læge eller sundhedsplejerske, hvis du er i tvivl eller er bekymret for dit barn.