Ny lokalplan ved hovedkontoret
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 16 august 2000
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods har bedt Århus Kommune om at udarbejde en lokalplan for et område, der grænser op til den grund, Arla Foods’ nuværende hovedkontor ligger på.
På grunden, der blev købt for knap to år siden, ligger i dag et nedlagt landbrug.
Årsagen til udarbejdelsen af lokalplanen er, at Arla Foods ønsker at sikre sig muligheden for at kunne bruge grunden til kontorbyggeri, hvis Arla Foods med tiden ønsker at bygge nyt hovedkontor.
I alt kan der bygges op til 40.000 kvadratmeter på grunden.
Ejendomschef John Skovbjerg skønner, at det vil tage godt et år, inden lokalplanen er endelig godkendt.
“Når vi har bedt om at få udarbejdet en lokalplan nu, er det udelukkende, fordi proceduren ikke senere skal forhindre eller udsætte et byggeri, hvis vi ønsker at udvide hovedkontoret. Men foreløbig har vi ingen beslutninger om hverken at udvide det eksisterende hovedkontor eller at bygge nyt,” siger John Skovbjerg.
Der er i øjeblikket omkring 500 ansatte på hovedkontoret, og dertil kommer omkring 100, der er flyttet ud til andre lokaliteter i byen.
Efter fusionen med Arla er der allerede nu behov for mere plads. Det er imidlertid løst ved, at der er lejet lokaler i et kontorbyggeri lige over for hovedkontoret.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.