BSE gavner salg i Tyskland
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 14 februar 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Efter flere år med stagnation på det tyske marked, har medarbejderne i Arla Foods’ datterselskab i Düsseldorf i det sidste halve år haft svært ved at bevare pessimismen. Fra 1. oktober 2000 til 4. februar i år har Arla Foods solgt mere end 20.000 tons ost og smør på det tyske marked eller 10 pct. mere end i samme periode sidste år.
Ifølge forretningsudviklingschef Jesper Erichsen skyldes fremgangen blandt andet tyskernes frygt for BSE. Mange er holdt op med at spise oksekød og mange typer pølser, som ellers har været populære i landet, og i stedet vælger de at spise ost på brødet.
”Men det er ikke hele forklaringen. Siden sommer har vi udarbejdet og fulgt en ny strategi med hensyn til markedsbearbejdning og kundepleje, og den begynder nu at bære frugt. Så selv om fremgangen nok vil jævnes ud, når BSE-frygten aftager, regner vi med at holde den gode position, vi har i øjeblikket”, siger Jesper Erichsen fra kontoret i Düsseldorf.
En lancering af Höhlenkäse Mild und Würzig, der netop er kåret som Årets Produkt 2000 i sin kategori af fagbladet Milch-Marketings læsere, har også bidraget til rekorden. Den nye variant er blevet modtaget overraskende godt af de tyske forbrugere, uden at det har forringet markedet for Höhlenkäse Traditionell. Det samlede salg af Höhlenkäse i Tyskland var i sidste uge 66 pct. højere i forhold til i samme uge sidste år.
Höhlenkäse produceres på Vellev Mejeri, der i øvrigt netop er blevet HACCP-godkendt og om få dage modtager sit certifikat.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.