Kærgården til Emiraterne

Læs tid
1 min
Publiceret
04 april 2001
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Under navnet Lurpak Soft lancerer Arla Foods nu blandingsproduktet Kærgården i De Forenede Arabiske Emirater.

Emiraterne er det seneste af en række eksportmarkeder, som Kærgården har bevæget sig ud på siden lanceringen på det danske marked i 1990. Langt det største marked er England, hvor Kærgården i 1997 blev lanceret under navnet Lurpak Spreadable. Produktet lanceres i Emiraterne under navnet Lurpak Soft, fordi ordet ”spreadable” her forbindes med smørbar ost.

På trods af de høje gennemsnitstemperaturer i området viser markedsundersøgelser, at der er gode afsætningsmuligheder for et blandingsprodukt, der er klar til brug lige fra køleskabet, fortæller regionsdirektør i Arla Foods Division Oversø Jan Pedersen.

”Langt de fleste husstande er f.eks. indrettet med aircondition”, siger Jan Pedersen.

De første bægre Lurpak Soft har allerede fundet vej til butikshylderne, og i næste uge præsenteres produktet desuden for den samlede hotelbranche i Mellemøsten på en konference i Emiraternes hovedstad Dubai.

Arla Foods eksporterer årligt 4.000 tons smelteost, feta og smør til Emiraterne, og landet er dermed Arla Foods’ næststørste marked i Mellemøsten efter Saudi-Arabien.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663