Mælkekampagne rykker ind i Parken
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 29 august 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Med sloganet ”døgnfrisk energi” i front rykker Arla Foods’ danske mælkekampagne på lørdag ind i Parken, når det danske fodboldlandshold møder Nordirland i den første kamp i et dobbeltprogram i kvalifikationsturneringen til VM næste sommer.
”Døgnfrisk energi” kan således for første gang ses på bandereklamerne under landskampen og vil desuden være på banderne, når landsholdet fire dage senere spiller mod Bulgarien i Sofia.
Begge kampe transmitteres direkte på henholdsvis DR1 og TV2.
Tiltaget er endnu et skridt i den kampagne for mælk, som er begyndt med tv-reklamefilm og fortsætter hen over efteråret, blandt andet i forbindelse med lanceringen af den nye konventionelle minimælk.
”Vi vil fortælle forbrugerne, at der er forskel på Arla mælk og anden mælk. Forbrugerne skal vide, at de får en række fordele, når de køber mælk fra Arla: mælken er døgnfrisk, de har sikkerhed for, at mælken er dansk, og at kølekæden er ubrudt fra bondegården til supermarkedshylden”, siger produktchef for drikkemælk i Division Danmark Karsten Jeppesen.
Landsholdet får i den kommende uge brug for mindst lige så meget energi som den utrættelige knægt, der løber solen sort i den ene af mælke-reklamefilmene. De rød-hvide står nemlig over for de afgørende kampe i VM-kvalifikationsturneringen. Et dobbelt-nederlag kan sende Danmark ud i mørket. På den anden side kan kvalifikationen til VM være i hus næste uge, hvis Danmark besejrer både Nordirland og Bulgarien, og Tjekkiet samtidig taber til enten Island eller Malta.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.