Nu skal der varm mælk i kaffen
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 21 februar 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Den sorte kop kaffe er på vej ud. Nu skal bestillingen lyde på en ”caffé latte”, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at få en kop kaffe på cafeen.
”Caffé latte”, der er det italienske udtryk for kaffe med mælk, er det seneste trendord på cafeer og på de kaffebarer, som i de senere år er vokset frem herhjemme. Et gennemgående træk er, at de forskellige kaffedrikke serveres med varm mælk, og at mælken ofte udgør halvdelen af indholdet.
Den trend vil Arla Foods nu overføre til i første omgang kantiner og kursusejendomme og på længere sigt til arbejdspladser. I samarbejde med Cerelia Unibake (tidl. Hatting) og Merrild Coffee Systems har Arla Foods udarbejdet et koncept under navnet Café Aroma, der i al sin enkelhed går ud på at kombinere et godt stykke kage med en god kaffe, som tilsættes varm mælk, sådan som det ses på cafeerne.
”På arbejde drikker mange i dag kaffe uden at tænke særlig meget over kvaliteten, men kaffen skal være en nydelse. Vores mål er, at der ved siden af de termokander med kaffe og te, der typisk står fremme i mødelokaler og i kantiner, også skal findes en termokande med varm mælk. Det forestiller vi os senere vil kunne brede sig ud til de tekøkkener, der findes på mange arbejdspladser”, siger tradechef i Arla Foods Division Danmark Henrik Diekema.
Café Aroma konceptet præsenteres i den kommende uge i København på catering-messen Tema 2001, der åbner på søndag.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.