Overenskomster undervejs
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 14 marts 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
I lørdags blev der på et møde i forligsinstitutionen opnået enighed om den nye fællesoverenskomst mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og mejeri- og chaufførforbundene NNF, SID, KAD og DFF/DMF. Overenskomstforliget, der nu er sendt til afstemning i de respektive organisationer, resulterede i en fire-årig overenskomst med følgende stigninger i timelønnen: 2,40 kr. i 2001, 2,50 kr. i 2002, 2,60 kr. i 2004 og 2,75 kr. i 2005. Derudover får mejerister, mejeriteknikere samt faglærte transportarbejdere yderligere 0,50 kr. pr. time i hvert af de fire overenskomstår. Blandt forligets øvrige resultater kan nævnes, at der indføres to fridage inden 2005 samt en hel fridag 24. december fra og med 2002.
Afstemningsresultatet skal foreligge fredag 30. marts.
Mandag blev der forhandlet om fornyelse af overenskomsten mellem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening og HK, men afstanden mellem parterne var her så stor, at forhandlingerne blev afbrudt og overgivet til forligsmanden. Parterne forventer at blive indkaldt til forligsinstitutionen i denne uge.
Herefter mangler der kun at blive lavet aftaler for medlemmerne under Dansk Metalarbejderforbund og Dansk El-Forbund; disse forhandlinger genoptages 26. marts.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.