1.124 forslag til ny mælkekarton
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 31 januar 2002
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods er i fuld gang med at finde en vinder af konkurrencen om at designe Danmarks nye mælkekarton.
Mandag var en af dommerne, direktør i Dansk Design Center Peter Koppel, på Arla Foods i Viby for at se mælkekartonerne for første gang. Derudover er der også sagkyndige fra kartontrykkerierne, reklamebranchen og selvfølgelig Arla Foods selv med i dommerpanelet.
I alt 1.124 forslag er sendt ind til konkurrencen, og det er flere, end produktchef Karsten Jeppesen havde forventet.
”Jeg er også imponeret over, hvor meget tid der er brugt på nogle af forslagene samt den store spændvidde i designene. Der er kommet forslag både fra børn og professionelle designbureauer, og alle forslag er blevet vurderet grundigt. Vi går primært efter den gode ide, når vi skal finde vinderen”, siger han.
Den vindende karton skal vise, at Arla Foods’ mælk er døgnfrisk, fyldt med energi samt hele Danmarks mælk, og mange af forslagene fra almindelige forbrugere viser, at det også er den opfattelse, de har af mælken.
De indsendte forslag udstilles på Dansk Design Center i København fra 18. til 20. februar. Vinderkartonen bliver offentliggjort på udstillingen den 20. februar.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.