EU i emmentaler-strid med Schweiz
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 21 august 2002
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Den europæiske mejeriorganisation EDA har nu bedt EU-Kommissionen om at gøre indsigelse mod, at det schweiziske landbrugsministerium har givet salgsorganisationen Emmentaler Switzerland eneret på at anvende ostenavnet emmental ved at give navnet AOC-status.
Den tyske regering har også bedt Kommissionen protestere, og det samme ventes den franske regering at gøre. Blandt argumenterne for at gøre indsigelse er blandt andet, at der produceres betydeligt mere emmentaler uden for Schweiz end i Schweiz, og at navnet emmentaler ikke er beskyttet i Stresa-konventionen om ostenavne fra 1951.
Indsigelsen betyder, at EU-Kommissionen nu igen skal ind i en diskussion om, hvor grænsen går mellem genereriske betegnelser på ostetyper og regionale ostenavne, der kan beskyttes. Sagen følges nøje fra Mejeriforeningens kontor i Bruxelles.
»En lang række af de argumenter, som Kommissionen givetvis vil anføre, for at emmental ikke kan beskyttes, vil formodentlig svare nøjagtigt til vores argumenter for, at feta ikke kan beskyttes. Derfor ser vi denne sag som en meget interessant optakt til den kommende sag ved EU-Domstolen mellem dansk mejeribrug og EU-Kommissionen, fordi Kommissionen har givet feta status som »beskyttet oprindelsesbetegnelse« for græsk fåre-/gedemælksost«, siger eksportrådgiver Hans Bender, der leder Mejeriforeningens kontor i Bruxelles.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.
Skrevet af



