Flere forbrugere spiser risdesserter
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 17 september 2003
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Markedet for mælkebaserede risprodukter vokser kraftigt i disse år.
På et år er det totale salg af risdesserter vokset med 20 pct. i detailhandlen og endnu mere i convenience-sektoren. Arla Foods’ risdesserter under mærket MiniMeal har øget deres markedsandel fra tre til 30 pct. bare i detailhandlen siden maj 2002, hvor produkterne blev relanceret i ny emballage med forbedret indhold.
”Væksten skyldes, at der med flere kampagner og pristilbud er kommet mere fokus på risprodukterne, og vi er selvfølgelig spændt på, hvor længe det kan fortsætte sådan”, siger produktchef Ole Hagen, Arla Foods.
Da risprodukter fungerer som mellemmåltider eller desserter, hører de til i kategorien for impulsprodukter. De står altså ikke fast på indkøbssedlen som mælk og yoghurt, og derfor skal forbrugerne lokkes lidt mere til at købe dem.
”Produkterne er meget følsomme over for pris og placering i butikkerne. Derfor er det væsentligt, at der hele tiden er aktiviteter omkring produkterne, så de f.eks. bliver placeret i en køler ude på gulvet”, forklarer Ole Hagen.
En fælles nordisk kampagne for MiniMeal er i gang i Coop Nordens finske og svenske butikker i disse uger. Til november kommer kampagnen til Danmark.
I de næste par måneder gennemfører Arla Foods i samarbejde med Coop Norden en nordisk kampagne for MiniMeal vaniljeris i Coop-butikker i Sverige, Finland og Danmark. I den indgår en konkurrence, hvor præmien er 10.000 euro fordelt på ti vindere. Konkurrencen går ud på, at forbrugeren skal foreslå en ny smag til risdesserten. Kampagnen, der for øjeblikket kører i de finske butikker, starter i næste uge i Sverige og går siden i gang i Danmark i begyndelsen af november.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.