Fusion mellem Express og Arla Foods er sendt til højeste instans
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 07 juli 2003
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Fusionsaftalen mellem Express Dairies plc og Arla Foods plc i Storbritannien skal undersøges af den højeste britiske konkurrencemyndighed, Competition Commission.
Det besluttede den britiske handels- og industriminister Gerry Sutcliffe mandag.
Hans beslutning blev truffet efter indstilling fra den lavere myndighed, Office of Fair Trading, som mener, at den foreslåede fusion kan føre til betydeligt mindre konkurrence.
”Den medfører en reduktion af de mulige leverandører af frisk mælk til de store supermarkeder fra fire til tre på nationalt plan, og potentielt fra tre til to i visse regioner, siger Gerry Sutcliffe.
Ministeriet understreger, at beslutningen på ingen måde forudskikker, om den foreslåede fusion er imod offentlighedens interesse. Den undersøgelse overlades til Competition Commission
Competition Commission afleverer sin rapport til handels- og industriministeren den 24. september 2003.
Indtil da tilbyder Arla Foods sin fulde assistance til de britiske konkurrencemyndigheder.
”Vi har noteret os ministerens beslutning og vil naturligvis samarbejde med Competition Commission i den periode, hvor sagen undersøges", siger koncerndirektør i Arla Foods Kim Nielsen.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.