Større import af mælk
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 23 juli 2003
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Inden for de seneste ti år er Danmarks import af mælk og konsummælksprodukter næsten fem-doblet fra 9.800 ton i 1992 til 45.000 ton i 2002.
Tallene fremgår af Mejeriforeningens Mejeristatistik 2002, som for første gang også opgør importen af engrosmælk.
Hovedparten af de 45.000 ton mælk og konsummælksprodukter - 25.500 ton - er engrosmælk fra Tyskland og Sverige. Derudover bestod importen i 2002 af 7.400 ton yoghurt og andre syrnede produkter, 7.100 ton fløde og 5.100 ton mælk.
Engrosmælken bruges først og fremmest til eksportprodukter som ost og private label-produkter til de danske supermarkeder, vurderer fuldmægtig Ejvind Pedersen, Mejeriforeningen.
Privat labels
Interessen for private label-produkter har været stigende de senere år, og det er også her, at importen af engrosmælk er eksploderet - fra 6.300 i 1999 til 25.500 ton i 2002.
Også importen af specielt yoghurt/andre syrnede produkter og fløde, der ofte ses som private label-produkter, er steget kraftigt. Importen af syrnede produkter er steget fra 3.300 ton i 1999 til 7.400 ton ud af et samlet forbrug i 2002 på 91.800 ton. Samtidig er importen af fløde steget fra 1.700 ton til 7.100 ton ud af et samlet forbrug på 39.300 ton.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.