Arla og Dong nyt sponsorpar for landsholdet
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 05 august 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods har indgået en ny sponsoraftale med DBU om det danske herrelandshold i fodbold.
Sponsoraftalen indebærer, at sponsoratet deles mellem Arla Foods og energiselskabet DONG.
Aftalen er fire-årig og løber frem til 31. juli 2008.
Marketingdirektør på det danske marked Anne With Damgaard, Arla Foods, ser frem til samarbejdet med DBU og DONG.
”Vi har i mere end 17 år haft et godt samarbejde med DBU og landsholdet omkring mejeriprodukter, og det er vi glade for at kunne fortsætte. Med DONG som ny partner kan det oven i købet være med til at skabe fornyelse”, siger Anne With Damgaard.
”Fodboldlandsholdet er ubetinget det landshold, der samler den største interesse og har den bredeste opbakning i den danske befolkning uanset alder og køn, og sponsoratet har gennem årene været et godt og stærkt markedsføringsredskab på det danske marked.
Arla og DONG bidrager hver med 7 millioner kroner årligt i den fire-årige aftale.
”Vi har ønsket at fortsætte som sponsor for herrelandsholdet, men samtidig vil vi udvikle nye aktiviteter med særlig fokus på børn og unge. Vi vil i endnu højere grad koble mælk, sundhed og sport sammen. Det kunne f.eks ske ved at udvide aktiviteterne omkring sommerens fodboldskoler, som over 25.000 børn deltager i hvert år”, siger Anne With Damgaard, med henvisning til, at Arla fremover bidrager med syv millioner kroner mod den hidtidige eksklusive sponsoraftales 12 millioner kroner årligt.
Arla Foods overtog sponsoratet fra Mejeriforeningen i 1998 og har således i seks år været hovedsponsor for DBU’s landshold.
Forinden var Mejeriforeningen hovedsponsor i årene fra 1987 til 1998.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.