Arla vil forbedre sit image i Danmark
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 21 april 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Samtlige danske medarbejdere i Arla modtager i løbet af de næste dage et blad, der har fået overskriften ”Det nye Arla Foods Danmark”.
"Det nye Arla Foods Danmark" fortæller om processen, som kommer til at involvere medarbejdere og andelshavere i løbet af de kommende måneder.
Det bliver startskuddet til en proces, hvor en lang række medarbejdere, andelshavere, kunder og forbrugere involveres i at sætte ord på det billede, virksomheden har af sig selv og det billede, omverdenen har af Arla. Deltagerne i projektet interviewes og deltager i workshops, hvor de skal fortælle om deres holdning til Arla generelt og diskutere, hvad Arla skal stå for som virksomhed.
”Når først vi har gjort klart, hvad Arla skal stå for på det danske marked, skal vi indarbejde det i vores hverdag og i vores kommunikation til forbrugerne. Målet er at forbedre vores image hos forbrugerne”, siger koncerndirektør Peder Tuborgh, der skal lede processen.
Projektet er en udløber af, at Arla siden efteråret har været i skudlinjen i de danske medier. Under det forløb er der sået en del mistillid til selskabet, som virksomheden egentlig ikke føler, den fortjener.
Om det forløb skriver adm. direktør Åke Modig blandt andet i det nye blad:
”Vi erkender samtidig, at vi ikke har gjort nok for at vise, at Arla står for et noget andet billede end det, som medierne tegner. Det gør vi noget ved nu”.
Processen løber hen over forår og sommer, og det nye Arla Foods Danmark ventes at kunne præsenteres efter sommerferien
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.