Besøg fra det russiske rum
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 28 april 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods Innovation havde tirsdag besøg af den russiske kosmonaut Vladimir Kovalenok.
Den tidligere russiske kosmonaut Vladimir Kovalenok, som han så ud, da deltog i rumflyvninger.
”Jeg elsker mælk! Jeg drikker mindst tre liter om dagen”.
Med den konstatering indledte den tidligere russiske kosmonaut Vladimir Kovalenok tirsdag formiddag sit besøg hos Arla Foods. I perioden 1977-81 deltog han i tre rumflyvninger og opholdt sig i alt 216 dage i rummet. Han kender derfor alt til savnet af blandt andet frisk mælk.
”Under en rumfærd spiller fødevarerne en stor rolle, for at man kan udføre opgaverne ordentligt. Det at spise er også en social begivenhed i rummet, og derfor er det rart, at fødevarerne er så naturlige som muligt. Det dur ikke bare at spise vitaminpiller”, fortalte Vladimir Kovalenok. Arla Foods har siden 2001 arbejdet med udvikling af mejeriprodukter til brug i rummet. Derfor blev Vladimir Kovalenok naturligvis også bedt om at prøvesmage nogle af de produkter, der er under udvikling.
Topkarakterer
”Han gav faktisk alle vores produkter topkarakterer og sagde, at han håbede, at hans kolleger engang får mulighed for at opleve produkterne”, fortalte koncerndirektør Michael Stevns efter besøget.
Vladimir Kovalenok er i dag præsident for den russiske føderation af kosmonauter og har derfor stadig en tæt kontakt til miljøet.
Carsten Hallund Slot, som er projektleder for Arla Foods’ rumprogram Lacmos, siger om besøget:
”Ud over at det var en stor ære for os, var det også en fantastisk mulighed for at spørge en forbruger. Vi plejer jo at teste nye produkter på ”normale” forbrugere, inden vi sætter dem i produktion. Men når det drejer sig om produkter til brug i rummet, bliver den test noget mere besværlig. I øvrigt var det sjovt at se ham håndtere produkterne i den specielle emballage. Man kunne let se, at han havde prøvet det før”.
Vladimir Kovalenok var i Danmark i forbindelse med indvielsen af Center for Rumfart under Aalborg Universitet, hvor han var æresgæst.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.