Chauffører sparer 5 procent diesel
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 28 juli 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
På Hobro Friskvareterminal deltager 150 distributionschauffører i et projekt, der blandt andet skal få dem til at køre mere økonomisk. Målet er at ændre chaufførernes kørselsvaner og nedbringe forbruget af diesel med fem procent.
Projektet begyndte i efteråret. Det strækker sig over 24 måneder og foregår i samarbejde med firmaet FleetWise, der underviser i energirigtig kørsel og har udstyr, der kan måle forbruget ned i mindste detalje.
På praktisk/teoretiske kurser er chaufførerne eksempelvis blevet undervist i at læse trafikken bedre, slippe speederen i god tid og udnytte lastbilens vægt til at rulle frem til rundkørsler eller lyskryds. Undervisningen har også gjort op med vaner så som at lade lastbilen gå i tomgang. Moderne lastbiler bruger nemlig ikke mere diesel eller slides mere ved at blive startet igen, som de gjorde før i tiden.
Tomgang og rul
”Projektet handler om holdningsbearbejdning. Vi er begyndt med at sætte fokus på rul og tomgang. Vi har været meget overraskede over, hvor meget der bliver kørt i tomgang, men det er vi ved at få vendt. I løbet af perioden skal vi nå gennem ti kørselstips, der tilsammen vil give en ny kørselsadfærd”, fortæller kørselschef i Hobro Kaj Nielsen, der fremhæver at målet om at spare fem procent i brændstof allerede er nået sammenlignet med sidste år. Som et led i projektet er hver enkelt lastbil blevet udstyret med en elektronisk måler, der indsamler data fra motoren. Disse data samles i månedlige rapporter, som udleveres til chaufførerne.
Der er gået sport i det
”I begyndelsen var der en del skepsis fra chaufførerne, der følte, de blev kikket over skuldrene, men skepsis er vendt til et stort engagement. Ikke mindst når rapporterne kommer. Der er gået sport i at opnå gode resultater”, siger Kaj Nielsen.
Af den seneste rapport fremgik det blandt andet, at chaufførerne på en måned havde sparet 50.000 kroner i brændstof. Samtidig havde de været med til at reducere CO2 udslippet med 45 tons.
”Udover den økonomiske og miljømæssige besparelse, får vi gevinster i form af færre skader og mindre omkostninger til vedligehold”, tilføjer Kaj Nielsen.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.