Landsmejeriudstilling sætter rekord
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 03 november 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
1.100 tilmeldte produkter er ny rekord for Landsmejeriudstillingen, der åbner i næste uge.
Fødevareminister Hans Christian Schmidt deltager i åbningen af Landsmejeriudstillingen, der er verdens største messe for bedømte mejeriprodukter. Ministeren overrækker også priserne til Danmarksmestrene i ost, smør og konsumprodukter.
Vinderne blev fundet i sidste uge, men må vente med at blive offentliggjort til 10. og 11. november, hvor Mejeriforeningens formand Kaj Ole Pedersen åbner udstillingen, der foregår i Herning Messecenter.
På udstillingen vil omkring 800 oste, 200 konsumprodukter og 100 smør- og blandingsprodukter fra Danmark, Sverige og Færøerne blive bedømt og konkurrere mod hinanden.
Produkterne konkurrerer dog kun i nationale hold, så eksempelvis konkurrerer en svensk ost ikke med en dansk. Fagets mangfoldighed
”Landsmejeriudstillingen har i dag til formål at vise mejeribrugets mang- foldighed og det overflødighedshorn af mejeriprodukter, der findes”, siger Sven Ålborg, der er sekretær for udstillingen.
”Det er helt utroligt, at vi kan sætte rekord i en periode, hvor der er blevet lukket en række mejerier. Dette punkterer myten om, at faget ikke er i udvikling”.
Gourmetpris
På udstillingen uddeler tre kokke og en madskribent for anden gang mejeri- brugets Gourmetpris, og der vil være ærespræmier til de produkter, som vinder i deres respektive kategori.
Som et nyt tiltag for de danske produkter er både de økologiske oste og blandingsprodukterne integreret i de almindelige hold. Og bedømmelsen af gule oste er neutral, hvilket betyder, at dommerne ikke kan se, hvor osten kommer fra.
- Det er det samlede mejeribrug, der arrangerer udstillingen i et samarbejde mellem:
- Mejeriforeningen
- Foreningen af mejeriledere og funktionærer
- Foreningen Danmarks Privatmejerier og
- Dansk Oste- og Smørforening.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.