Risalamande fra Arla hitter ved julefrokoster
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 22 december 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Salget af risalamande til catering er steget med 40 procent i forhold til sidste år.
Slagelse Mejericenter har igen i år haft travlt med at producere risalamande til julehungrende danskere.
I år er det specielt salg af risalamande til catering-kunder, der blandt andet anvendes ved julefrokoster, der er steget.
Salget af risalamande i de store fem liters spande er således steget med 40 procent i forhold til sidste år.
I alt er der solgt cirka 12.000 spande.
Salget af risalamande i bægre med 435 g er steget med 15 procent, mens salget af de små bægre med 150 g er på niveau med sidste år.
Slagelse Mejericenter har solgt omkring en halv mio. af bægrene med 435 g og lidt mindre af den lille udgave.
”Det er sådan set meget tilfredsstillende, selvom salget af de små bægre er gået lidt i stå og er faldet med 30 procent over de seneste fire til fem år”, siger Oluf Sørensen, der er produktionsleder på Slagelse Mejericenter. Julesalget startede i uge 41, hvor bægrene med 435 g og de store spande kom på markedet. Den lille udgave sælges derimod hele året, men halvdelen af det årlige salg sker i november og december.
I den mest travle periode mellem ugerne 46 og 52 bliver der i døgndrift produceret 10-12 tons risalamande om dagen på Slagelse Mejericenter.
Den danske juledessert kan føres tilbage til omkring 1900-tallet, hvor man i borgerlige og mere velstillede kredse begyndte at servere risalamande med kirsebærsauce til jul i stedet for risengrød.
Hundrede år senere er desserten stadig en tradition i de fleste danske hjem.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.