Vigtig godkendelse til Gaio tagatose
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 30 juni 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Sødestoffet Gaio tagatose har nu fået en vigtig international godkendelse af JECFA (the Joint FAO/WHO Expert Commitee on Food Additives), som er en international anerkendt ekspertkomité på fødevareingredienser.
Gaio tagatose har hidtil været godkendt med en maksimal anbefalet daglig dosis på 7,5 gram pr. person pr. dag. Denne grænseværdi er nu fjernet på basis af den dokumentation, som er blevet forelagt JECFA af SweetGredients, som er et jointventure-selskab mellem Arla Foods Ingredients og Nordzucker.
Den nye anbefaling fra JECFA, er en vigtig blåstempling af Gaio tagatose. Mange lande i verden, blandt andet EU-landene, bruger JECFA’s godkendelse som rettesnor, når de skal godkende produkter, og derfor har denne godkendelse stor betydning.”Blåstemplingen fra JECFA åbner op for hurtigere godkendelser af produktet i andre lande og har derfor en stor kommerciel værdi for os”, siger Mads Vigh fra Arla Foods Ingredients og ny direktør i SweetGredients.
Gaio tagatose er et lavkaloriesødemiddel, som kan erstatte sukker og fremhæve smagen i fødevarer.
Sødemidlet udvindes af valle som er et restprodukt fra osteproduktion.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.