Arla udvider i Libanon, Qatar og Kuwait

Læs tid
2 min
Publiceret
13 maj 2005
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla Foods har indgået tre joint venture-samarbejder med sine lokale partnere i Libanon, Qatar og Kuwait.

Aftalen indebærer, at Arla overtager ledelsen af salg og distribution af sine mejeriprodukter i de tre lande.
Samtidig er det målet at tredoble produktionen til 80-100.000 ton årligt på Arlas mejeri i Saudi-Arabien i løbet af de næste fem år.

Samlet betyder satsningen, at Arla fordobler antallet af medarbejdere i Mellemøsten fra 1.000 til 2.000, og at omsætningen ventes at stige fra 2,9 mia. kr. til 4,1 mia. kr.

”Vi har købt os til ledelsesretten i de selskaber, der hidtil har haft agenturet på vores smør, ost og fløde i de tre lande. Det skyldes, at vi udbygger vores mejeri i Saudi-Arabien markant og gerne selv vil have ansvaret for den større mængde produkter hele vejen frem til forbrugerne i Mellemøsten”, siger divisionsdirektør Finn Hansen, Division Oversø.

100 millioner forbrugere
Mellemøsten fungerer som ét marked med samme told, sprog og i hovedtræk samme kulturbaggrund. I alt bor der 100 millioner mennesker – halvdelen er unge under 15 år - i regionen, som ikke har naturlig adgang til mælk.

Folk fra middelklassen får gradvist flere penge mellem hænderne, og de mange unge tillægger sig vestlige vaner og køber gerne kvalitets- fødevarer i de fremvoksende supermarkeder.

”Når vi markedsfører vores ost og smør, sker det ofte på satellit-tv, som kan ses i en række lande i Mellemøsten. Kendskabet til vores mærkevarer er ofte på niveau med Coca-Cola, men i flere områder må forbrugerne gå forgæves, fordi vores varer ikke findes på hylderne. Det ændrer vi på nu”, siger Finn Hansen.

Uden for Europa er Mellemøsten Arla Foods’ største markedsområde med Saudi-Arabien som det største enkeltmarked.

Libanon som døråbner
Libanon er primært valgt, fordi landet anses for at være en god indgang til resten af den mellemøstlige region.
Samtidig er Arlas markedsandele på mærkevarerne Lurpak, Puck (ost) og Three Cows (feta) endnu højere her end i resten af Mellemøsten. Med disse etablerede mærkevarer har Arla et godt afsæt til at lancere nye typer produkter i Libanon.

”Vi vil benytte Libanon som et testmarked for mejeriprodukter, som vi ikke fremstiller i dag. Hvis forbrugerne i Libanon kan lide dem, har vi en god chance for succes i resten af -regionen”, siger Finn Hansen.

Det gælder ikke mindst i Qatar og Kuwait, som er lande med en stærk økonomisk vækst og et stort marked for specialprodukter.

Når de tre joint ventures er etableret, vil Arla råde over et fuldt integreret forretningssystem i Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater, Oman, Kuwait, Libanon og Qatar.

Nyt anlæg skal etableres
Ud over gradvist at øge produktionen på mejeriet i Saudi-Arabien etablerer Arla i tilknytning til mejeriet et pilotanlæg, som skal udvikle nye produkter og forbrugervenlig emballage.

Foreløbig har Arla afsat 240 millioner kroner til at udbygge sit saudiske mejeri - en investering, som forventes at betale sig selv tilbage i løbet af fire år. Dertil kommer prisen for at overtage og udbygge salg og distribution i Libanon, Qatar og Kuwait. Endelig er der identificeret et trecifret millionbeløb, som kan udvide kapaciteten yderligere på mejeriet i Saudi-Arabien.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663