Masser af børn til Arla-dag
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 04 maj 2005
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Søndag 1. maj blev Arla-dagen for første gang afviklet i fodboldklubber landet over. I alt 11.073 drenge og piger havde fundet vej til de lokale fodboldklubber, hvor de tilbragte tre timer med forskellige lege, boldøvelser og fodboldkampe.
I Vejlby Idrætsklub, VIK, hvor 81 drenge og piger var mødt frem, havde seks-årige Sasja Nielsen taget sin jævnaldrende veninde Nikoline Post med til Arla-dag.
Sasja var ikke i tvivl om, hvad der havde været bedst i løbet af dagen:
”Da vi legede hajer og guldgravere”. (en slags tagfat-lege med bold).
Sasja og Nikoline går til dans sammen. Sasja går desuden til svømning og fodbold, mens Nikoline også går til gymnastik.
”Men jeg kunne også godt tænke mig at gå til fodbold”, sagde Nikoline.
Hun havde taget sin far Rasmus Post med. Han var begejstret for arrangementet .
”Jeg synes, at det er helt fantastisk. Det handler om børn, og man kan virkelig se, hvor glade de er for det”, sagde Rasmus Post.
Sasja havde taget sin morfar Per Tommy Nielsen med.
”Vejret kunne godt have været bedre, men børnene har haft det sjovt, og det er det vigtigste”, sagde Per Tommy Nielsen.
Nikoline Post, Sasja Nielsen og Emil Bækhøj var nogle af de godt 11.000 børn, der tilbragte søndagen med Arla-dag og boldleg på grønsværen.
Arla-dagen er en fodbold- og motionsdag, der skal inspirere børn og unge til at dyrke mere motion. Arla-dagen arrangeres i samarbejde mellem DBU og Arla, og frivillige i klubberne står for afviklingen. I alt 232 klubber åbnede dørene søndag.
”Jeg synes, idéen er god, men det er svært at få fat i de børn, der alligevel ikke vil ud og træne bagefter. Jeg tror, at det er forældrene, man skal have fat i”, siger ungdomsformand i VIK Kurt Andersen.
I Hjortshøj Egå Idrætsforening, HEI, mødte 71 børn op til Arla-dagen.
En af dem var 11-årige Emil Bækhøj. Han spiller håndbold i sin fritid og benyttede Arla-dagen til at få interessen for fodbold prøvet af.
”Jeg syntes, at det lød sjovt at komme herhen for at spille nogle kampe”.
Emils far Mads Bækhøj var blevet opmærksom på Arla-dagen via tv-reklamerne, der er blevet vist i de seneste uger.
”Jeg synes, det er en god idé med en motionsdag. Det er godt, at ungerne kommer ud og rører sig i stedet for at sidde og spille computer”, sagde Mads Bækhøj.
Læs mere om Arla-dagen på arla.dk
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.